Tilbage til oversigten over Fondens artikler

01.06.2023

DM-vinder vil slukke brand i elbiler

En fjernstyret brandslukningsenhed til elbiler til brug på skibe var så god en idé, at fem studerende fra SIMAC og Erhvervsakademi Aarhus torsdag den 1. juni snuppede førstepladsen ved Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab for de korte og mellemlange videregående uddannelser

 

Der var stor jubel, brede smil og stående applaus, da fem studerende fra to forskellige uddannelsesinstitutioner torsdag blev kåret til Danmarksmester i Entreprenørskab i de smukke lokaler på Børsen i København.

- Det er helt surrealistisk, og jeg ryster i hele kroppen. Vi havde virkelig ikke regnet med at vinde, sagde et af gruppens medlemmer, Emma Tambo Simonsen.

Tre skibsofficer-studerende fra SIMAC i Svendborg har sammen med to innovations- og entreprenørskabsstuderende fra Erhvervsakademi Aarhus udviklet en fjernstyret brandslukningsenhed, der skal bruges på skibe. Den indkapsler den brændende elbil og oversvømmer den med vand for at køle batteriet og forhindre branden i at sprede sig på skibet.

Idéen opstod hos et af gruppens medlemmer, Jakob Rasmussen, der arbejder på en færge, hvor brand i en elbils batteri er et potentielt problem.

Det er ikke mere end et år siden, at næsten 4000 biler brændte op på et fragtskib i Atlanterhavet. 1100 Porscher, 189 Bentleyer, et antal lamborghinier og en masse biler fra Audi og Volkswagen stod ikke til at redde, fordi en del af dem var elbiler, som med deres batteri er vanskelige at slukke. På land findes der løsninger, men ikke til havs, og det har fået flere rederier til at tøve med at fragte elbiler. Men med EVstinguish, som gruppens idé og virksomhed hedder, har de lavet en løsning på det problem.

- Hvis der går ild i et batteri i en elbil på en færge, har vi skabt noget, der kan gøre en forskel. Det er vi stolte af, og nu skal vi hjem og arbejde videre, sagde Jakob Rasmussen.

Gruppen fik rosende ord med fra dommerne, der især lagde vægt på gevinsten ved opfindelsen, og at det er studerende fra to uddannelsesinstitutioner, der er gået sammen.

- Idéen har stort potentiale, og det løser et relevant problem. De har lavet solid research og leverede et skarpt pitch, lød det fra dommerne ved overrækkelsen

De fem gruppemedlemmers sejr placerede dem samtidig bedst i kategorien Life Tech, som udbydes i samarbejde med Bristol Myers Squibb, og sammen gav de to sejre gruppen 2x25.000 kroner, som de kan bruge i deres videre forretningseventyr. Hovedprisen blev givet i samarbejde med Innovationsfonden.

Gruppen skal nu ændre deres sommerferieplaner, så de kan repræsentere Danmark ved EM i Istanbul i Tyrkiet midt i juli.

Innovative idéer præmieret af dommerne

Til Danmarksmesterskabet, der er en del af uddannelses- og entreprenørskabsprogrammet Start Up Programme, dystede 21 hold studerende fra de korte og mellemlange videregående uddannelser på opfindsomhed, markedsresearch og skarpskårne pitch.

Erfarne erhvervsledere og iværksættere agerede dommere, så de studerende kunne få konstruktiv feedback på deres idéer og en masse gode råd og vejledning.

De mange nytænkende og gode idéer sendte dommerne på hårdt arbejde, da der skulle findes kategorivindere blandt de kvalificerede hold.

Vinder af Grow Up-kategorien - en pris som gives til studerende, der har arbejdet flere år med deres idé - blev Freshcase fra Professionshøjskolen UCN, som har udviklet en digital løsning, der optimerer virksomheders online booking og gavekortudstedelse. Deres pris gav 25.000 kroner sponsoreret af Chr. Augustinus Fabrikker.

I kategorien Social Entrepreneurship vandt gruppen Truck Buddy fra Erhvervsakademi Aarhus med deres community platform, der skal forbedre arbejdsmiljøet for lastbilchauffører og vognmænd. Platformen skaber forbindelse mellem chauffører, hvor de kan dele erfaringer og løse fælles problemer. De vil også få adgang til relevante oplysninger, ressourcer og muligheder for at finde nyt netværk. Prisen gav 25.000 kroner og blev afviklet sammen med Finans Danmark.

Kategorien Service Innovation blev vundet af VIA University College-gruppen PopCreators, som vil hjælpe e-handelsvirksomheder med at skabe unikke, kreative og veleksekverede pop-up butikker, events og andre former for fysisk brand aktivering. De blev præmieret med 25.000 kroner til videre udvikling af konceptet. Kategorien er sponseret af Bloomberg.

Endelig blev Green Tech-kategorien vundet af SustainaBall fra Erhversakademi Aarhus, der har udviklet en indsamlingsordning for brugte bolde i padelcentre, som vil blive genbrugt til nye produkter. Deres pris på 25.000 kroner var sponseret af Tønder Energi-og Miljø Fond. Samme fond stod også bag en bæredygtigheds særpris på 10.000 kroner, der også gik til gruppen.

Alle vinderne får udover pengepræmier også sparringsforløb fra EY.

Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab er en del af uddannelses- og entreprenørskabsprogrammet Start Up Programme, hvor læring og dannelse af entreprenante kompetencer hos de unge er i fokus. Det er Fonden for Entreprenørskab, der står bag Start Up Programme, og Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab arrangeres i samarbejde med Dansk Erhverv.

 

Oversigt over vindere ved DM i Entreprenørskab for studerende på de korte og mellemlange videregående uddannelser 2023:

 

Vinder af DM i Entreprenørskab, Start Up Programme: EVstinguish, SIMAC og Erhvervsakademi Aarhus

 

Kategorivindere

Vinder af Grow Up: Freshcase, Professionshøjskolen UCN

Kategorivinder Life Tech: EVstinguish, SIMAC og Erhvervsakademi Aarhus

Kategorivinder Green Tech: SustainaBall, Erhvervsakademi Aarhus

Kategorivinder Social Entrepreneurship: Truck Buddy, Erhvervsakademi Aarhus

Kategorivinder Service Innovation: PopCreators, VIA University College

 

Specialpriser

Vinder af Tønder Energi- og Miljøfonds særpris: SustainaBall, Erhvervsakademi Aarhus

Årets Entreprenørskabsunderviser: Maria Zoye Sommer, Cphbusiness

Årets Entreprenante Uddannelsesinstitution: Cphbusiness