
Inspirationsoplæg til undervisning i demokratiske virksomhedsformer
Demokratiske virksomhedsformer rummer potentialer til at adressere nogle af de sociale, klimamæssige og økonomiske udfordringer, vi står over for i dag.
Derfor har Fonden for Entreprenørskab, i samarbejde med Kooperationen og Tænketanken for Demokratiske Virksomheder, udviklet et undervisningsmateriale, der giver iværksættere indblik i mulighederne ved inddragelse, samarbejde og fælles ejerskab.
Materialet er udviklet til inkubatormiljøerne på korte og mellemlange videregående uddannelser, herunder Fonden for Entreprenørskabs programmer, særligt Start Up Programme, men kan også anvendes i gymnasiale entreprenørskabsforløb. På webinaret præsenterer Lars Frisdahl fra Fonden for Entreprenørskab samt Martin B. Justesen og Ulrik Boe Kjeldsen fra Kooperationen baggrunden for materialet og de centrale begreber og gennemgår, hvordan det kan bringes i spil i praksis.

