25.10.2024
Andreas Birk Gustafson vil spare på kablerne og forenkle dataindsamling
20-årige elektronikfagteknikerlærling Andreas Birk Gustafson vil spare på kablerne og forenkle dataindsamling. Det gør han hos Hottinger Brüel & Kjær A/S, hvor der er fokus på den individuelle lærling og dennes udvikling. I forløbet har han indstillet sin læreplads til Årets Innovative Læreplads.
Andreas har lige siden, han startede, gerne ville udvikle noget i samarbejde med sin læreplads. Han begyndte med at kigge i produktporteføljen på de eksisterende produkter for at se, om der var noget, der eventuelt manglede, som kunne laves til at tjene virksomhedens kunder endnu bedre. Mange af de nuværende produkter kan være lidt dyre, og nogle af dem er sat op til større systemer. Andreas ville gerne prøve at lave produkter, der henvender sig til mindre applikationer, som kan være med til at drive bæredygtighed og have det i fokus. Det var sådan, han kom på sin idé, som går ud på at forenkle dataindsamling og dermed opnå en enorm kabelbesparelse med stor positiv indvirkning på bæredygtighed og ressourceforbrug. Det var ikke bare noget, der kom natten over. Det er et produkt, han har tænkt på i lang tid, og han er så langt nu, at han har tanker om proof of concept.
Opbakning fra kollegaer
Da Andreas kom på idéen, startede han med at booke et møde med sine kollegaer, hvor han kunne få sparring til, hvad produktet skulle kunne. ”Sparring med kollegaerne har været guld værd, fordi i så stort et projekt, som det her er, så har man brug for at holde tungen lige i munden, så man ikke mister fodfæstet i det,” siger han. Sammen fandt de på nogle specifikationer til produktet. De holdt efterfølgende et statusmøde hver anden uge, hvor de opdaterede hinanden på, hvor langt Andreas var, og hvad han kunne gøre, hvis han ikke kunne komme videre med projektet.
Det er klar til at blive fremlagt til hans svendeprøve i november, men han mener selv, at man aldrig rigtig bliver helt færdig i sådan et projekt. Det har skabt meget interesse i virksomheden, og han skal præsentere idéen for forskellige afdelinger i virksomheden for at vise, hvad den nye teknologi kan bruges til.
Hans kollegaer har da også planer om at arbejde videre med det, når Andreas’ lærlingetid er færdig i januar. ”Jeg er sikker på, den vil blive drevet videre til at kunne blive implementeret i nogle af vores produkter. Det er noget, der kan gavne kunden på sigt,” udtaler Claus Bondo Jørgensen, der står for varetagelse af alle kontorelever og lærlinge hos Hottinger, Brüel & Kjær A/S, der har 480 ansatte i Virum og flere tusinde ansatte globalt.
Støtte giver motivation for mere innovation
Andreas har de sidste måneder fået lov til at arbejde fuld tid på projektet. Det har han, fordi virksomheden kan se en værdi i projektet, der kan gavne dem på længere sigt, og det har de en stor interesse for. ”Det er også en kæmpe motivationsfaktor, når man kan se, at noget af det, man selv har kreeret, bliver brugt i virkeligheden. Det giver mig en enorm ro, også i mine egne færdigheder, at jeg faktisk kan finde ud af noget, og jeg faktisk godt kan udvikle et produkt,” siger han.
Selvom Andreas snart skal til svendeprøve, giver han ikke helt slip på Hottinger, Brüel & Kjær A/S, da han fortsætter som studentermedhjælper hos dem, mens han læser til elektronikingeniør på Danmarks Tekniske Universitet. ”Jeg har fået en masse nye kompetencer og ikke bare kompetencer, der holder sig indenfor uddannelsen men også langt over mine målpinde. Det er også det, der har givet mig mod til at søge videre og studere videre og lære mere. Det er det her projekt, der har hjulpet med det,” siger han.
Den udvikling er blandt andet også kommet af, at han kom over i deres Research and Development afdeling, hvor fokus særligt er på mere udfordrende arbejdsopgaver, hvor man udvikler elektronik fremfor at reparere på gammel elektronik. Her fik han øjnene op for, hvor stor en verden, det er. ”Jeg brænder virkelig for udvikling og for at teste mine idéer i praksis, så det er den vej, jeg vil gå,” siger han.
”Andreas har været i den afdeling af én simpel grund. Det er, fordi Andreas er en dygtig knægt, som virkelig forstår terminologien i det. Det er ikke alle, der kommer ned i de afdelinger. Det er en stor ros til ham,” fortæller Claus. De vurderer løbende deres lærlinge for at se, hvor de bedst vil passe ind i virksomheden. Det er nemlig generelt vigtigt for Hottinger, Brüel & Kjær A/S ikke kun at lære lærlingene det faglige men også at give dem plads til at kunne prøve deres innovation af ”Det er også vigtigt for os, at de får den viden, der skal til. Vi giver luft til, at de kan udfordre, og de kan udforske,” siger Claus.
Tryghed og struktur i læringsprocessen
”Det vigtigste er at sørge for, at eleven er tryg. Da jeg startede, kunne jeg godt være lidt nervøs,” siger Andreas. Han blev introduceret for en detaljeret plan, som alle lærlinge skal følge, når de starter. Den plan gav ham det nødvendige fundament for at lære og udforske sine interesser indenfor faget. ”Min chef var god til at give mig tryghed og sørge for, at jeg bliver lært op i de rigtige ting, og jeg så derefter kunne løbe så langt, jeg nu ville,” fortæller han.
Det er også en af strategierne, Hottinger, Brüel & Kjær A/S bruger for at holde på deres lærlinge. ”Vi er jo altid meget villige til at uddanne elever, fordi vi kan bruge dem bagefter,” forklarer Claus. Han bemærker, at de ofte har svært ved at finde lærlinge, og derfor opsøger de aktivt elever på skolerne. Lærlinge fra deres virksomhed har et godt ry ude i verden, så de oplever, at andre virksomheder rigtig gerne vil tage dem.
Ifølge Claus, er der mange af de andre virksomheder, der tænker, at lærlingen skal ind bare for at bidrage til omsætningen. Det syn er Claus og Hottinger, Brüel & Kjær A/S ikke enige i. ”Det er ikke sådan, vi vælger at se på det. Vi vælger at se på det som, at vi skal uddanne nogle lærlinge, som kan bidrage til fremtiden.” Det gør man bedst med en åben og lyttende tilgang, hvor man vurderer den pågældende person, man får ind som lærling, mener han.
Plads til frie tøjler og innovation
Hos Hottinger, Brüel & Kjær A/S får lærlingene frie tøjler, når de først har vist, at de kan opfylde deres målpinde. Det gælder både, når det kommer til at udforske innovative idéer, og det gælder også for lærlingens egne interesser. Andreas blev udpeget til at deltage i DM i skills, som han fik tid til at træne til af virksomheden. De mener, at det bidrager til, at han kan bidrage til at gøre virksomheden konkurrencedygtig, når han kommer ud på den anden side. Teknologien i branchen udvikler sig hurtigt, og derfor er det vigtigt at være på forkant med udviklingen for at forblive konkurrencedygtig og for at kunne opfylde kundernes krav.
Andreas fortæller, at hans skole Zealand Business College fremmer en kultur for innovation, hvor der er stor frihed til at udforske emner dybere. Dette skaber et miljø, hvor eleverne kan fokusere på deres personlige interesser og passioner, når de har demonstreret, at de kan opfylde de nødvendige læringsmål. På den måde understøttes både faglighed og kreativitet såvel på skoleforløb som hos lærepladsen.
Hottinger, Brüel & Kjær A/S håber på, at Andreas kommer tilbage til virksomheden efter sin uddannelse. Han bliver nemlig også brugt som rollemodel for de andre lærlinge i virksomheden. ”Vi fremhæver Andreas og fortæller, at sådan kan det også blive, hvis man vel og mærke har indstillingen og drivet til det. Det er for at inspirere til og vise, at alt er muligt hos os,” siger Claus.
To andre finalister
De to øvrige finalister i dysten om Årets Innovative Læreplads er Emmilie Joy Hansen og hendes elevplads Anders Mainz ApS samt Robert Würtz og hans læreplads Jysk Elteknik. Dem kan du læse om her på hjemmesiden ffefonden.dk.
Den 5. november bliver det afgjort hvem af de tre nominerede kandidater, der løber med prisen. Den bliver uddelt i samarbejde med Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier ved en ceremoni i København.
Juryen består af Kasper Tidemann, Camilla Hutters og Claus Balck Mejlby.