25.04.2024
Dagens vindere: Det skal være lettere for unge at finde job
Det skal være lettere for unge at finde et job. Missionen var ikke til at tage fejl af for dette års vindere af den nationale finale i Next Level Programme - en entreprenørskabskonkurrence for 7.-10. klasser.
“Jeg sidder altid i min bil og tænker, hold kæft, hvor er jeg dum, når jeg kører hjem herfra.”
Ordene kom fra tv-vært Camilla Ottesen, der i torsdagens anledning var vært til den nationale finale i Next Level Programme - en landsdækkende entreprenørskabskonkurrence for 7.-10. klasser, som Fonden for Entreprenørskab står bag.
Feltet var snævret ind fra i alt 4.500 elever. Til dagens finale var det blot 25 hold - 80 elever - der skulle stå ansigt til ansigt med dommerne og levere så skarpt et pitch som muligt for at komme i nærheden af én af de tre pengepræmier.
Blandt holdene, der repræsenterede flere egne af det danske kongerige samt både Færøerne og Grønland, var der således kamp til stregen.
Efter en individuel pitch-seance, som fandt sted om formiddagen, udvalgte dommerne således en top-fire, der skulle op på scenen og pitche foran både deltagere og dommere. Hvor sidstnævnte så skulle udpege 1., 2. og 3. pladsen.
Og når man kender bare lidt de tre projekter, der løb med præmierne sidst på eftermiddagen, forstår man pludselig, hvad Camilla Ottesen mener.
Førstepladsen gik til gæsterne fra Færøerne, Luna, Leivur, Miriam og Petra, der går under holdnavnet “Nexum”.
Idéen kom af, at Luna selv blev opsagt fra sit ungdomsarbejde i en butik, fordi den måtte lukke. Det var svært at finde nyt. Hun fandt ud af, at mange andre af hendes jævnaldrende har samme problem. Men også at de færøske virksomheder har svært ved at finde arbejdskraften.
Det måtte der være en løsning på. Og den har de fire unge mennesker så skabt i form af en app, hvor man som virksomhed kan opslå ledigt arbejde, og unge kan ansøge om at tage det.
“Vi havde ikke forestillet os, at vi skulle være iværksættere, da vi gik i gang med det her, men nu kan det godt være. Vi vil i hvert fald gerne gå videre med det,” lød det fra Petra.
“Vi blev overraskede over at gå videre fra første runde, og vi var 99 pct. sikre på at ende på fjerdepladsen. Men det er helt vildt motiverende,” fulgte Luna op.
I hvert fald var der jubel fra både lærere og elever, der havde taget hele turen fra Færøerne for at deltage i finalen, da førstepræmien på 10.000 kr. blev overleveret.
Andenpladsen og -præmien på 6.000 kr. gik til holdet Algecohol bestående af Augusta og Ella fra Scienceefterskolen Nordborg Slot. Deres projekt går ud på at udvinde bioethanol fra alger for at reducere mængden af alger i søer og samtidig omdanne dem til en grønnere energiproduktion.
“Det er helt vildt for os, at andre også synes, det her er en god idé, så vi er glade,” fortalte Augusta.
Tredjepladsen gik også til en elev fra Scienceefterskolen Nordborg Slot. Det var Emil, som har udviklet et telefoncover - i samarbejde med Syddansk Universitet - med så stærke solceller, at det kan lade en telefon op selv under en lampe.
“Det her projekt er blevet mit hjertebarn, og det skal i hvert fald ud at leve i virkeligheden,” sagde han.
Tredjepladsen lød på 4.000 kr. - også til videreudvikling af projektet.
Det var det historiske Koldinghus, der udgjorde rammerne for finalen. I pauserne var der underholdning i form af escape room i hele det gamle kongeslot, ligesom Dahlin - tidligere vinder af P3’s karrierekanon - afholdt koncert for deltagerne.
Resurs Bank, Efterskolerne (foreningen) og Koldinghus har været samarbejdspartnere på afholdelsen af Next Level Programme.