Tilbage til oversigten over Fondens artikler

13.07.2023

Dansk EM-sølv til Svendborg- og Aarhus-studerende

En fjernstyret brandslukningsenhed, der skal bruges ombord på skibe, imponerede dommerne til EM i entreprenørskab så meget, at fem studerende fra SIMAC og Erhvervsakademi Aarhus torsdag den 13. juli løb med sølvmedaljen ved Europamesterskabet i Entreprenørskab for videregående uddannelser.

 

Til en kæmpe prismiddag i Istanbul brød fem danske studerende ud i jubel, da de vandt sølv til EM i entreprenørskab sent torsdag aften d. 13. juli.

De fem studerende har virksomhedsnavnet Evstinguish. De består af tre skibsofficer-studerende fra SIMAC i Svendborg og to innovations- og entreprenørskabsstuderende fra Erhvervsakademi Aarhus. Sammen har de udviklet en fjernstyret brandslukningsenhed, der skal bruges på skibe. Den indkapsler en brændende elbil og oversvømmer den med vand for at køle batteriet og forhindre branden i at sprede sig på skibet.

Idéen opstod hos et af gruppens medlemmer, Jakob Rasmussen, da han arbejder på en færge, hvor brand i en elbils batteri er et potentielt problem.

Og netop innovationen blev ekstra belønnet, da Evstinguish tidligere på aftenen også vandt en særpris for idérigdommen i produktet. 

Jakob Rasmussen, Magnus Græsborg Frederiksen, Karl Johan Øster Kristensen, Emma Tambo Simonsen og Emma Møller von Holstein, som står bag Evstinguish kvalificerede sig via entreprenørskabsprogrammet Start Up Programme, som arrangerer Danmarksmesterskabet. Her er det læring og dannelse af entreprenante kompetencer hos de unge, der er i fokus. 

Det samme gør sig gældende til EM, som arrangeres i samarbejde med JA Europe, som Fonden for Entreprenørskab er en del af. Prismiddagen var derfor blot en del af en række intense dage, hvor Evstinguish har pitchet direkte på scenen i Istanbul foran en fyldt sal, gennemført dommerinterviews og præsenteret fra stande. 

Udover Evstinguish deltog holdet Arpeggio fra Svendborg Tekniske Gymnasium også under EM. Her blev det desværre ikke til en podieplads for holdet, men ligesom Evstinguish har de også været igennem nogle læringsrige dage og går derfor ikke tomhændet hjem.