Tilbage til oversigten over Fondens artikler

25.11.2021

Elever opfinder klimaløsninger og vinder den landsdækkende opfinderkonkurrence Projekt Edison

Hvordan kan du gøre en forskel for klimaet? Under den overskrift har flere end 12.000 elever gennem flere måneder knoklet med at finde på innovative ideer i opfinderkonkurrencen Projekt Edison, som er for elever i 6. og 7. klasse. Torsdag den 25. november kulminerede iderigdommen, da tre hold fra Næstved, Søndersø og Ballerup på imponerende vis vandt 1., 2. og 3.pladsen til landsfinalen i Projekt Edison, som blev holdt som en del af Danish Entrepreneurship Award 2021.

 

Tusindvis af elever og studerende har dystet på gode iværksætterideer og -opfindelser til Danish Entrepreneurship Festival i uge 47. Torsdag den 25. november blev de første vindere fundet, og her løb holdet Green Fitnezz fra Kobberbakkeskolen, afd. Rønnebæk i Næstved med førstepladsen i landsfinalen i opfinderkonkurrencen Projekt Edison.

 

De vandt for deres ide med at udnytte den energi, man skaber i et træningscenter, når man løber på et løbebånd. Energien, der dannes, omdannes til elektricitet eller varme, som centret vil kunne udnytte og dermed spare på det store strømforbrug, der skal til for at holde et center i gang med maskiner, musik osv. De vandt 10.000 kr. til klassenkassen for den ide.

 

Spar på vandet og få point for at samle skrald op

Andenpladsen i Projekt Edison 2021 gik til gruppen Shower watch fra Søndersøskolen på Nordfyn. De har lavet et badeur, som begrænser ens forbrug af varmt vand, når man går i bad. Man sætter selv en tid på uret og fem minutter før den tid begynder vandet langsomt at blive koldere og på den måde vil gruppen forkorte folks bade og dermed spare på grundvandet. De vandt 6000 kr. som går til klassenkassen.

 

Tredjepladsen gik til fire elever fra Skovlunde Skole, afd. Rosenlund i Ballerup for deres ide My Trash, som er en app, hvor man kan tage billeder af det skrald, man er ude at samle. De billeder kan man så få udvekslet til point, som man kan få byttet til at plante træer, buske eller andet, der kan være med til at gøre noget godt for vores natur og klima. For den idé vandt de 4000 kr. til klassekassen.

 

Tredjepladsen gik til holdet My Trash fra Skovlunde Skole, afd. Rosenlund i Ballerup

 

 

Flere end 12.000 unge opfindere hjælper klimaet

I år har Projekt Edison teamet op med Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, Energistyrelsen og Teknologipagten for at sætte fokus på klimaudfordringer. Alle Projekt Edison-deltagere har derfor arbejdet med at finde på innovative og teknologiske ideer til, hvordan man kan gøre en positiv forskel for klimaet.

 

Dan Jørgensen, Klima-, Energi- og Forsyningsminister har glædet sig til at se, hvad de unge kan finde på.

 

- Klimakrisen kræver handling, og den kræver, at vi tænker anderledes. Derfor er det virkelig fantastisk, at Projekt Edison i år kommer til at handle om klima og entreprenørskab. Lige nu arbejder politikere og regeringer over hele verden på at finde de gode løsninger, der kan være med til at sikre, at temperaturen ikke stiger for meget. Men selvom vi allerede har mange gode ideer til, hvordan vi skal gøre det, så er det nødvendigt, at vi hele tiden forsøger at få nye ideer og tænke på nye måder. Her tror jeg, at børn og unge kommer til at spille en meget vigtig rolle, siger Dan Jørgensen.

 

Festival fyldt med innovation og entreprenørskab

I hele uge 47 har Fonden for Entreprenørskab holdt Danish Entrepreneurship Festival 2021, hvor tusindvis af elever og studerende med iværksætterideer har dystet i online idekonkurrencer, fået sparring fra hundredvis af erfarne erhvervsfolk og inspiration fra kendte iværksættere og investorer. Camilla Ottesen og Brian Lykke har været ugens værter, og alle har kunne følge med live.

 

Danish Entrepreneurship Festival 2021 er arrangeret af Fonden for Entreprenørskab med støtte fra William Demant Fonden, Dansk Industri, Facebook, Nordea, Odense Kommune, Otto Bruuns Fond, Taurus ejendomsadministration og Colliers international.

 

Læs mere på http://danishentrepreneurshipfestival.ffe-ye.dk/.