04.12.2025
Et entreprenørielt kompas til en kompleks verden

På Birkerød Gymnasium bruger rektor Claus Reinholdt Campeotto entreprenørskab som et kompas, der hjælper eleverne med at navigere i en verden fuld af dilemmaer og udfordringer. For ham handler det ikke kun om at engagere de unge, men om at give dem redskaber til at forstå, forbinde og handle, både lokalt og globalt.
At uddanne til virkeligheden – den nære og den fjerne
Claus Reinholdt Campeotto har i mange år stået i spidsen for Birkerød Gymnasium, en skole med stærke rødder i lokalområdet og et blik rettet ud mod verden. For ham er entreprenørskab blevet en nøgle til at gøre undervisningen nærværende, samtidig med at eleverne får perspektiver, der rækker langt ud over klasselokalet.
Han ser det som skolens opgave at ruste eleverne til en virkelighed, hvor både små og store problemstillinger kræver initiativ og samarbejde:
“Det er vigtigt, at vores elever oplever, at det, de lærer, kan sættes i spil i virkeligheden. Når vi arbejder med entreprenørskab, forbinder vi undervisningen til de udfordringer, de møder i deres lokalsamfund – og til de store spørgsmål, vi som samfund står overfor globalt.”
Fra idé til handling
Entreprenørskabsundervisning er for Claus ikke kun en øvelse i kreativitet, men først og fremmest en træning i at handle. Eleverne lærer, at en idé ikke har værdi, før den møder virkeligheden, og det sker, når de skal teste deres forslag, indhente feedback og justere undervejs.
Ifølge Claus er det netop her, eleverne vokser. Ikke fordi alt lykkes, men fordi de oplever, at de kan tage initiativ og drive processer fremad, også når resultatet ikke er givet på forhånd:
“Det er dér, læringen ligger. At de tør prøve kræfter med noget, hvor udfaldet er åbent. Det gør dem mere robuste, og det gør dem klar til at bidrage, uanset hvilken retning deres liv tager.”
Globale perspektiver i hverdagen
Birkerød Gymnasium er kendt for sin internationale profil med både Model United Nations og en stærk IB-linje. For Claus er der en naturlig sammenhæng mellem skolens globale engagement og entreprenørskab. Når eleverne arbejder med innovation og idéudvikling, bliver det koblet til FN’s verdensmål og globale udfordringer, som gør arbejdet mere meningsfuldt og ambitiøst.
“Vi vil gerne ruste eleverne til at tænke ud over Danmarks grænser. Entreprenørskab handler for mig ikke kun om at starte virksomheder, men om at se sig selv som en del af noget større. Når eleverne arbejder med projekter, der kobler lokale problemstillinger med FN’s verdensmål, får de en fornemmelse af, at de kan være med til at flytte noget, både her og ude i verden.”
Entreprenørskab som dannelse
For Claus er entreprenørskab mere end en metode. Han beskriver det som en form for moderne dannelse: en måde at forbinde faglig viden med kreativitet, samarbejde og ansvarlighed. På den måde kan eleverne udvikle en dybere forståelse af deres egen rolle i samfundet, og mod til at bruge den:
“Jeg ser det som en af skolens vigtigste opgaver at uddanne elever, der kan begå sig i en kompleks verden. Entreprenørskab er et kompas, der hjælper dem med at finde retning, og med at turde handle, selv når der ikke er en facitliste.”
En bro mellem skole og samfund
Som medlem af Fonden for Entreprenørskabs bestyrelse i Region Hovedstaden er Claus optaget af, hvordan uddannelsesinstitutioner kan tage aktivt del i samfundets udvikling. Han peger på, at entreprenørskab ikke kun styrker elevernes læring, men også bygger bro til omverdenen; til virksomheder, civilsamfund og politikere:
“Vi kan ikke uddanne vores elever i et vakuum. De skal se, hvordan deres viden og idéer kan skabe værdi uden for skolen. Når vi åbner dørene til verden, får vi også en skole, der er langt mere levende.”
Styrket entreprenørskab gennem regionale fællesskaber
Fonden for Entreprenørskab har otte regioner med egne bestyrelser, hvor uddannelsesinstitutioner og erhvervslivet mødes om at styrke entreprenørskab, iværksætteri og innovation i uddannelserne regionalt og lokalt. De otte regioner dækker hele Rigsfællesskabet.
Regionerne spiller en afgørende rolle i, at Fonden for Entreprenørskabs programmer og øvrige værditilbud når bredt ud og forankres lokalt. Det er gennem regionernes daglige indsats, at entreprenørskab bliver nærværende for elever, studerende, lærere, undervisere og samarbejdspartnere - uanset om det er i en folkeskoleklasse i Nuuk, på et gymnasium i Herning eller på en videregående uddannelse i resten af landet.
Med en stærk regional forankring sikrer Fonden for Entreprenørskab, at entreprenørskab ikke er forbeholdt de få, men bliver en del af uddannelsesrejsen for unge på tværs af hele rigsfællesskabet - fra grundskolen til de videregående uddannelser. Det er netop denne bredde og dybde, der bringer os tættere på målet om, at 30 % af alle elever og studerende skal møde entreprenørskab inden 2030.

