Tilbage til oversigten over Fondens artikler

26.04.2023

Fynske gymnasieelever vinder Danmarksmesterskab med innovativ musikløsning

Tre 2.g'ere fra Svendborg Erhvervsskoler & Gymnasium vandt onsdag aften DM i Entreprenørskab for ungdomsuddannelser med deres opfindelse Arpeggio og sikrede sig dermed billet til EM i Istanbul i juli.

Gigtramte musikere kan takket være tre fynske gymnasieelever forlænge spilletiden på deres yndlingsinstrument. Det kan de, fordi tre innovative gymnasieelever fra Svendborg onsdag vandt programmet Company Programme - Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab for ungdomsuddannelser.

HTX-eleverne Anton Danielsen, Kirse Luffe og Valdemar Aksel Bang har udviklet et hjælpemiddel, der gør fingerbevægelserne ved akkorder lettere og dermed muliggør guitarspil, selv om gigten har svækket styrken i fingrene.

- Det er kraftedeme fedt! Det har været en kæmpe oplevelse at være med, lød det efter prisoverrækkelsen fra Anton Danielsen, som hurtigt blev suppleret af Valdemar Aksel Bang.

Præmien på 25.000 kroner skal nu bruges til patent og til at fremstille det lille plastikværktøj i bambus, så det bliver mere bæredygtigt og CO2 regnskabet dermed går i minus. Derudover vinder gruppen en tur til EM i Entreprenørskab i Istanbul i juli. Den vigtigste præmie er dog de iværksættererfaringer, gruppen har gjort sig.

- Vi har især lært rigtig meget om målgrupper og om at lytte til brugerne. Og så har vi lært, at der intet galt er i at tage en risiko, siger Kirse Luffe fra Svendborg Erhvervsskole & Gymnasier.

Andenpladsen gik til Hygieia fra Roskilde Katedralskole, der har udviklet en firkantet pude, der kan lette arbejdsstillinger for personale i ældreplejen.

Tredjepladsen blev vundet af Siku Wear fra Herningsholm Gymnasium, som havde lavet et menstruationsindlæg, som kan bruges som supplement til nuværende hygiejneprodukter af unge piger og kvinder, som er nervøse for at bløde igennem, når de har menstruation.


Iværksætterlysten spirer

I alt har 3000 elever fra ungdomsuddannelser i hele landet deltaget i årets Company Programme. Gennem regionale konkurrencer har 150 elever - svarende til 42 elevhold - kvalificeret sig til finalen i Industriens Hus. De 42 hold fordelte sig på 28 fra HHX, 12 fra HTX og 2 fra STX.

H.K.H. Kronprinsen og erhvervsminister Morten Bødskov (S) åbnede onsdag morgen finalen, som fandt sted i Industriens hus i København. Prisoverrækkelsen fandt sted under festmiddagen om aftenen.

Direktør i Fonden for Entreprenørskab, Christian Vintergaard, ønsker vinderholdene tillykke og glæder sig over, at mange unge i løbet af Company Programme forløbet har fået kompetencer til at skabe produkter og løsninger, forandre arbejdsgange og i det hele taget gøre en forskel.

- Det er tydeligt at se, at når unge møder entreprenørskab i deres undervisning, spirer iværksætterlysten. Vi er glade for, at skoler i hele kongeriget giver deres elever de muligheder og vi håber, at andre skoler vil lade sig inspirere, siger han.

 

Særpriser

Foruden vinderpriserne blev der uddelt fire særpriser. Vinderne af disse priser blev:


Produktprisen: Tutum fra IBC Kolding med en løsning, der kan forhindre harmonikasammenstød på motorvejen.

Bæredygtigheds- og klimaprisen: Comcyble fra IBC Kolding med bæredygtige pizzabakker.

Den sociale pris: Siku Wear fra Herningsholm Gymnasium med et genbrugeligt menstruationsindlæg til bukser.

Service og digitalprisen: EpiCtrl fra Herningsholm Gymnasium med en alarm til pårørende til epilepsiramte.

 

Alle fotos er taget af Rasmus Degnbol.