14.11.2025
Glæden ved at skabe: når elever opdager, at idéer kan blive til virkelighed
Hvert år forvandler Projekt Edison IBC Kolding til et summende laboratorium af opfindelser, grin og gode idéer. For lektor Merete Søberg Christensen er konkurrencen et af årets store højdepunkter – en dag, hvor elever fra hele Kolding viser, hvad der sker, når nysgerrighed møder virkelighed. For hende handler det om at vise, at læring bliver sjov og meningsfuld, når man får lov at skabe med hænderne, tænke med hovedet – og se sine idéer virke i praksis.
Da Merete Søberg Christensen for fire et halvt år siden blev en del af IBC Kolding, tog hun erfaringer fra over ti år i det private erhvervsliv med sig. Her arbejdede hun med salg, produktudvikling og kundekontakt, erfaringer der i dag præger hendes syn på undervisning og entreprenørskab.
For hende er koblingen mellem skole og virkelighed afgørende: Eleverne skal mærke, at det, de lærer, har værdi uden for klasselokalet.
"Jeg synes, det er vigtigt, at eleverne lærer, at man godt må tænke anderledes. At kreativitet ikke kun handler om at kunne tegne, men om at udvikle idéer, samarbejde og turde prøve sig frem," siger hun.
Hun oplever, at entreprenørskab og innovation giver eleverne et sprog for at handle på idéer og et rum, hvor de kan opdage, at fejl ikke er nederlag, men en naturlig del af læringen.
"Jeg tror, læring bliver stærkest, når man har det i hænderne. Det at bygge noget, teste det, tale sammen og se, hvordan tingene virker i virkeligheden, det gør en forskel."
Når idéer får liv
Projekt Edison er en landsdækkende opfinderkonkurrence og et undervisningsforløb for elever i 6. og 7. klasse, hvor de arbejder kreativt og innovativt med at finde løsninger på virkelige problemer. Undervejs lærer de at udvikle idéer, teste dem og præsentere deres løsninger for andre, og de to landsfinaler, der afholdes i november, samler de bedste projekter fra hele landet.
Når lokalfinalen i Projekt Edison afholdes på IBC Kolding, forvandler skolen sig til et kreativt laboratorium. Over 20 folkeskoler fra Kolding Kommune deltager, og mere end 800 elever fylder lokalerne med modeller, plakater og gode idéer.
Her bliver de unges tanker til prototyper, og læringen får krop.
"Det er en dag, hvor alt summer. Eleverne er spændte og stolte. De har arbejdet hårdt og glæder sig til at vise, hvad de kan," fortæller Merete.
Konkurrencen markerer kulminationen på et forløb, hvor eleverne har arbejdet med idéudvikling, markedsundersøgelser og formidling. Men for Merete handler det mindst lige så meget om rejsen som om resultatet.
"Selvfølgelig er der nogle idéer, der skiller sig ud, men det vigtigste er, at alle går herfra med følelsen af at have lavet noget, der betyder noget. Vi vil gerne tænde den gnist, der gør, at de tør tænke videre, også efter konkurrencen."
Broen mellem skole og erhverv
Projekt Edison gennemføres i tæt samarbejde med Business Kolding, som hjælper med at finde dommere, sponsorer og sparringspartnere. For Merete er samarbejdet en central del af projektets styrke, fordi det gør læringen konkret og giver eleverne en oplevelse af, at deres idéer bliver taget alvorligt.
"Vi har et virkelig godt samarbejde med Business Kolding. De bringer virkeligheden ind i projektet. Når eleverne får feedback fra folk, der arbejder med innovation og udvikling, bliver deres idéer taget alvorligt, og det giver dem en kæmpe selvtillid," siger hun.
Hun oplever, at mødet mellem skole og erhvervsliv giver eleverne en ny forståelse af, hvordan de kan bruge deres faglighed, og samtidig styrker det båndene i kommunen.
"Det er en fantastisk måde at vise, at vi alle kan bidrage til hinandens udvikling. Eleverne lærer noget af virksomhederne, men virksomhederne får også friske blikke og nye idéer tilbage."
IBC Kolding som læringshub
For IBC Kolding er værtskabet for Projekt Edison mere end blot et arrangement. Det er en måde at åbne dørene til en ungdomsuddannelse, der tager innovation og entreprenørskab alvorligt og ser sig selv som en del af lokalsamfundets udvikling.
"Det viser, at vi er en skole, hvor man kan bruge sin faglighed til noget virkeligt. Mange af de elever, der deltager i Projekt Edison, vender tilbage til os nogle år senere, fordi de har fået smag for at skabe," fortæller Merete.
Hun understreger, at entreprenørskab ikke handler om at starte virksomhed, men om at skabe mening i læring.
"Selvom man måske ikke er den bedste til grammatik eller tysk, kan man stadig være dygtig til at tænke nyt. Her får nogle elever lov at skinne på en helt anden måde."
Fra skærm til samarbejde
Som underviser ser Merete, hvordan mange børn og unge i dag bruger meget tid foran skærme. Hun ser entreprenørskab og projekter som Projekt Edison som en mulighed for at genopdage glæden ved samarbejde og skabende læring.
"Vi må ikke glemme den menneskelige kontakt. Når eleverne skal ud og tale med folk, lave markedsundersøgelser eller bygge prototyper, lærer de noget helt andet end bag en skærm. De opdager, at de faktisk kan lykkes," siger hun.
Læring, der sætter sig fast
Når de sidste pitches er færdige, og dommerne har uddelt priserne, er det ikke kun eleverne, der går derfra med noget. For Merete er lokalfinalen i Projekt Edison en årlig påmindelse om, hvorfor hun brænder for sit arbejde.
"Jeg bliver selv helt rørt hvert år. At se den glæde, det engagement og det mod, de viser, er fantastisk. Det er den slags dage, der sætter sig fast, både hos eleverne og hos os undervisere."
Hun håber, at endnu flere skoler vil tage entreprenørskab til sig, ikke som et ekstra fag, men som en måde at tænke undervisning på.
"Læring skal være sjovt. Og det bliver den, når eleverne får lov at bruge både hænderne og hjernen."
Styrket entreprenørskab gennem regionale fællesskaber
Fonden for Entreprenørskab (FFE) har otte regioner med egne bestyrelser, hvor uddannelsesinstitutioner og erhvervslivet mødes om at styrke entreprenørskab, iværksætteri og innovation i uddannelserne regionalt og lokalt. De otte regioner dækker hele Rigsfællesskabet.
Regionerne spiller en afgørende rolle i, at Fonden for Entreprenørskabs programmer og øvrige værditilbud når bredt ud og forankres lokalt. Det er gennem regionernes daglige indsats, at entreprenørskab bliver nærværende for elever, studerende, lærere, undervisere og samarbejdspartnere - uanset om det er i en folkeskoleklasse i Nuuk, på et gymnasium i Herning eller på en videregående uddannelse i resten af landet.
Med en stærk regional forankring sikrer Fonden, at entreprenørskab ikke er forbeholdt de få, men bliver en del af uddannelsesrejsen for unge på tværs af hele rigsfællesskabet - fra grundskolen til de videregående uddannelser. Det er netop denne bredde og dybde, der bringer os tættere på målet om, at 30 % af alle elever og studerende skal møde entreprenørskab inden 2030.




