08.03.2022
Kvindelige iværksættere vinder frem

Kvindelige iværksættere under uddannelse har aldrig været bedre repræsenteret end sidste år, viser ny analyse om mikrolegater. Legater med særligt fokus på FN's verdensmål er en del af forklaringen
Flere kvindelige studerende fik sidste år tildelt et mikrolegat som en anerkendelse for deres gode idé og som en hjælp til at komme skridtet videre med deres start up. Da ansøgerrunderne var slut, var der kvindelige iværksættere bag mere end en tredjedel af de 128 virksomheder, der blev tildelt et legat.
Det er den højeste andel i mikrolegaternes historie. I 2016 var hver femte modtager kvinde og i 2018 var andelen faldet til 16 procent.
Den bedre kønsbalance, både blandt legatansøgere og -modtagere, glæder chefkonsulent med ansvar for mikrolegaterne, Tilde Reffstrup.
- Det er vigtigt, at begge køn er repræsenterede i feltet af iværksættere. Derfor glæder det mig rigtig meget at se, at der er kommet flere kvinder blandt ansøgerne til vores mikrolegater i år sammenlignet med tidligere år. Vi har brug for flere kvindelige iværksættere i Danmark, ellers går vi glip af talent, innovation og mangfoldige løsninger, siger Tilde Reffstrup.
En start up kan få op til 50.000 kroner i legat.
Fokus på FN's verdensmål har båret frugt
En af årsagerne til, at flere kvinder har fundet interesse i at søge et mikrolegat, skal findes i et samarbejde med Tuborgfondet om at tage afsæt i FNs verdensmål og sætte fokus på bæredygtigt iværksætteri og forretning.
Det initiativ har især kvinderne taget godt imod.
- Vi kan se, at når vi kobler iværksætteri med løsningen på nogle af verdens største, globale udfordringer, så har vi en vej, der appellerer til kvinderne i højere grad, end vi ellers har set. På den måde får vi et bredere spektrum af kompetencer i spil, og det er positivt, siger fondens direktør, Christian Vintergaard.
Også på Christiansborg har de gode resultater vakt opsigt, og samarbejdet med Tuborgfondet bliver i 2022 overtaget af en finanslovsbevilling med særligt fokus på verdensmålene.
Analysen kan læses i sin fulde længde her.