Tilbage til oversigten over Fondens artikler

26.06.2024

Lundbeckfonden giver støtte til Mikrolegater til studenter startups

Fonden for Entreprenørskab har modtaget en bevilling fra Lundbeckfonden i form af støtte til Mikrolegat-initiativet. Det er et vigtigt skridt i at fremme innovation og iværksætteri blandt studerende og unge iværksættere i Danmark indenfor Life Science segmentet. Lundbeckfonden er en erhvervsdrivende fond, der er kendt for deres engagement i at støtte videnskabelig forskning og innovation.

Mikrolegater er Fonden for Entreprenørskabs finansielle støtte til unges udvikling af en idé og til udvikling af opstart af egen virksomhed. Forskning viser, at unge ”førstegangs”-iværksættere har svært ved at rejse kapital, og at et mindre økonomisk bidrag kan have en stærk katalyserende effekt. Med støtte fra Lundbeckfonden vil flere kvalificerede ansøgere få mulighed for at opnå økonomisk støtte og feedback til deres innovative idéer. Støtten forventes at skabe en bred vifte af muligheder, særligt indenfor Life Science segmentet.

Om at udstede bevillingen særligt til Mikrolegater udtaler Anette Høye, Senior Scientific Programme Manager fra Lundbeckfonden: "Unge talenter skal tegne fremtidens life science, og derfor vil vi gerne støtte Mikrolegat-initiativet. Enhver opfindelse er startet med en idé, og formålet her er netop at støtte unge i det første skridt mod at afprøve en startup-idé, der forhåbentligt en dag kan blive til en bæredygtig forretning."

Startups i Life Science segmentet er kendt for sine høje opstartsomkostninger og lange udviklingsprocesser.

"Et Mikrolegat i den helt tidlige fase er en vigtig økonomisk håndsrækning og kan bidrage til, at studerende og ph.d.-studerende får mulighed for at omsætte viden til en forretningsidé, udvikle en prototype, måske sikre den første samarbejdsaftale eller ansøge om patent. Vi ved også, at det skaber motivation i den helt tidlige fase at modtage et Mikrolegat. Jeg ser meget frem til samarbejdet med Lundbeckfonden og er sikker på, det vil gøre en forskel." udtaler administrerende direktør Christian Vintergaard fra Fonden for Entreprenørskab.

Med støtte fra Lundbeckfonden er der en stor forventning om, at endnu flere talentfulde studerende vil tage springet og realisere deres forretningsidéer, hvilket kan resultere i nye virksomheder og arbejdspladser i Danmark.

Denne udvikling markerer en spændende tid for dansk iværksætteri og understreger vigtigheden af samarbejde mellem fonde og iværksætterorganisationer for at styrke innovation og økonomisk vækst.

Støtten løber over tre år med start den 21. marts 2024.

Læs mere om Mikrolegat her