08.08.2024
Nu kan du indstille til Fonden for Entreprenørskabs Diversitetspris 2024
Fonden for Entreprenørskab indstiftede i 2021 en helt ny pris: Diversitetsprisen.
Diversitetsprisen hylder indsatser på de videregående uddannelser, som har fokus på diversitet i entreprenørskab. Diversitet kan handle om køn, men også om anderledes eller nye former for entreprenørskabsundervisning, geografi, etnisk, socialt eller kulturelt fokus samt blandede former af dette. Prisen uddeles således til uddannelsesindsatser og projekter der fremmer en bred forståelse af entreprenørskab og medvirker til at udfordre de eksisterende former og forståelser af entreprenørskabsundervisning.
Prisen går ikke til en enkelt underviser, men til en institution, et projekt, en indsats eller en uddannelsesretning på de videregående uddannelser. Ved tildeling af prisen lægges der vægt på innovation, volumen (antal studerende der har deltaget i entreprenørskabs- og innovationstiltag) og inspirerende aktiviteter, der er iværksat for at styrke diversitet.
Deadline for indstillinger til Diversitetsprisen 2024 er den 10. oktober 2024 kl. 10.00.