27.05.2025
Peter sigter mod toppen – nu kan han og Erhvervsakademi Dania vinde prestigefyldte priser
På bare seks år har udviklingskonsulent Peter Mosdal Jensen forvandlet entreprenørskab fra et lokalt tilvalg til en strategisk kerneaktivitet på Erhvervsakademi Dania. Nu kan de vinde priser til Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab den 3. juni.
Da Peter Mosdal Jensen i 2019 blev ansat som udviklingskonsulent på Erhvervsakademi Dania, levede entreprenørskab i små, spredte initiativer rundt omkring på institutionens syv campusser.
Det stod hurtigt klart for ham, at der var potentiale for udvikling på området.
“Der har altid været små initiativer her og der, men vi manglede sammenhæng og ambition,” fortæller Mosdal Jensen. ”Jeg syntes, vi skulle turde mere.”
Udviklingskonsulenten tog tilløb og præsenterede sin vision om at integrere entreprenørskab som en del af Danias DNA. Visionen blev taget godt imod - både fra hans leder, Rasmus Hall og institutionens øvrige ledelse.
Sammen igangsatte de et strategisk udviklingsprojekt, som mundede ud i oprettelsen af Center for Entreprenørskab. Målet var klart: Gøre entreprenørskab til en naturlig del af de studerendes hverdag – ikke blot et frivilligt tilbud.
Siden da er der sket markante forandringer.
I dag er entreprenørskab og innovation blevet en gennemgående tråd i undervisningen – og det er ikke gået ubemærket hen.
Fra vision til handling
Sidenhen har Dania gennemført en række konkrete tiltag. Studentervæksthuset Dania Grow samler studerende på tværs af campusser. Iværksætterpraktikken er blevet opdateret med fokus på motivation og mentorforløb. Og i et nyt train-the-trainer-kursus er undervisere blevet klædt på til at arbejde didaktisk med entreprenørskab.
”Vi har ikke kun fokus på modeller og teorier, men på at de studerende lærer at løse reelle problemer og skabe værdi,” forklarer Peter Mosdal Jensen. ”Det giver dem motivation, handlekompetencer og en stærkere tilknytning til virkeligheden.”
Samme år som Peter Mosdal Jensen tiltrådte som udviklingskonsulent, tilmeldte han Dania til Fonden for Entreprenørskabs entreprenørprogram, Start Up Programme. Et forløb, hvor de studerende på videregående uddannelser får virkelighedsnære erfaringer med at udvikle egne virksomheder, et ‘entreprenant’ mindset og som munder ud i de regionale mesterskaber i entreprenørskab samt danmarksmesterskabet i entreprenørskab.
Det viste sig hurtigt at være et strategisk klogt træk.
Snebolden trillede
Allerede i 2021 gik en af Peter Mosdal Jensens studerende hele vejen og vandt Danmarksmesterskabet i entreprenørskab i Start Up Programme med virksomheden, Pakkeriet Hadsund.
Og det var skelsættende for Peter Mosdal Jensens mission om at udbrede entreprenørskab på Dania.
”At hun vandt DM, satte virkelig gang i noget. Snebolden begyndte at rulle – og den er heldigvis kun blevet større siden,” fortæller han.
I år har Dania haft rekordmange teams med i Start Up Programme – og to af dem har kvalificeret sig til Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab.
”Det har betydet noget både internt og eksternt. Det skaber stolthed, og det smitter af på både studerende og undervisere,” siger han.
I år er det ikke kun Danias studerende, der har chancen for at vinde. For nylig modtog Dania meldingen om, at de for andet år i træk er nomineret til prisen som Årets Entreprenante Uddannelsesinstitution.
“Det betyder virkelig meget for os, at der er nogen, som lægger mærke til det arbejde, vi laver - og anerkender det,” siger Peter Mosdal Jensen med en stolthed i stemmen.
I mandags blev endnu en glædelig nyhed offentliggjort - Peter Mosdal Jensen er blandt de nominerede til prisen Årets Entreprenørskabsunderviser. Begge priser uddeles af Fonden for Entreprenørskab ved DM i Entreprenørskab den 3. juni i København.
Udsigt mod toppen
Selvom Dania har nået meget på kort tid, er ambitionen fortsat høj hos udviklingskonsulenten. For ham er hver dag et skridt tættere på målet om, at entreprenørskabsdidaktik bliver en fast del af alle Danias fag – også de mest teoretiske. Og så ser Peter Mosdal Jensen gerne flere samarbejder med erhvervslivet og eksamensformer, der spejler virkeligheden.
Men ifølge ham er rejsen kun lige startet, og forude venter toppen af bjerget.
”Vi er ikke i mål,” siger Peter Mosdal Jensen. ”Men vi er godt på vej. Og udsigten herfra er allerede markant bedre end dengang, vi stod ved foden af bjerget.”
_____
Kom med til prisfest for innovative studerende og uddannelsesinstitutioner i Axelborgsalen
Kom og oplev en dag fyldt med kreativitet, nytænkning og iværksætterånd, når nogle af landets mest entreprenante studerende går på scenen til Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab i Axelborgsalen i København.
Arrangementet finder sted den 3. juni 2025 – og her bliver det også afsløret, hvem der modtager prisen som Årets Entreprenante Uddannelsesinstitution.
Pladserne er begrænsede – tilmeld dig nu og vær med til at fejre fremtidens løsninger. Tilmeld dig her