Tilbage til oversigten over Fondens artikler

29.11.2023

Skarpe idéer imponerer ved kæmpe stor entreprenørskabsfest: Se vinderne her

 

Tusinder af elever, studerende, lærere, undervisere, iværksættere og mange flere hyldede onsdag entreprenørskaben ved Danish Entrepreneurship Festival i Messe C i Fredericia.

Sideløbende med inspirerende oplæg, interviews med iværksættere, hands on workshops, netværkssessioner og underholdning præsenterede børn og unge fra vores programmer og konkurrencer deres skarpe idéer over for nogle af landets dygtigste erhvervsfolk.

Vi har samlet alle de dygtige vinderes idéer på tværs af uddannelsesniveauer herunder.

 

Hørsholm-elever bedst i Danmark: Mikroalger skal skabe strøm og ren luft i skoleklasser

For anden gang på blot 13 dage kunne fem elever fra Usserød Skole i Hørsholm løfte armene som vindere af opfinderkonkurrencen Projekt Edison ved Danish Entrepreneurship Festival. Første gang var det som vindere af Østfinalen, mens de i dag blev udråbt som danmarksmestre

Nervøsiteten var stor, da Ingrid Sofie Andreasen, Vigga Holten Olsson, Alberte Dyveke Svane, Amy Yuchen Zhang og Ida Viola Enevold gik på scenen for at levere deres sidste og afgørende pitch for dommerne, men det gik rigtig godt. En time senere blev de nemlig kåret som årets vinder i opfinderkonkurrencen Projekt Edison.

Eleverne, der går på Usserød Skole i Hørsholm, har arbejdet med en idé om alger, der indkapsles i lamineret glas og sættes i en ventilator i klasselokaler, som vil skabe strøm og ren luft i klassen.

Prisoverrækkelsen var finalen på Danish Entrepreneurship Festival – en festival der hylder fremtidens iværksættere og innovative medarbejdere – og blev afviklet i Messe C i Fredericia.

De fem elever troede dårligt på, at det var dem, der havde vundet konkurrencen, som mere end 12.000 elever fra hele landet har deltaget i.

- Jeg sagde sidst, at vi havde vundet hele lortet, men nu har vi virkelig vundet hele lortet, lød det fra Ida Viola Enevold efter sejren.

- Vi er seriøst ved at tude alle sammen, for er det her bare vildt. Vi er danmarksmestre, og nu skal vi bare høre høj musik hele vejen hjem i bilen, grinede pigerne, mens de krammede hinanden og deres lærere.

Gruppen vandt 10.000 kroner til klassekassen.

Andenpladsen gik til elever fra Sct. Michael Skole i Kolding for deres idé om at samle alger op og omdanne dem til biobrændstof, som kan bruges af de både, der er på havnen, og på sigt også andre fartøjer.

Tredjepladsen gik til gruppen Water to energy fra Hvalsø Skole i Lejre for deres projekt om at skabe bølgeenergi til hybridskibe.

I alt deltog 361 elever fordelt på 106 hold i Projekt Edison i Messe C i Fredericia.

Mere end 12.000 elever fra 255 skoler i 36 af landets kommuner har i år deltaget i Projekt Edison, der i år har Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet som partner. De har arbejdet med deres projekter i emneuger eller som en integreret del af undervisningen i 6. og 7. klasse i efteråret. Fælles for dem alle er, at de har arbejdet med temaet "Vi skaber energi".

Lykkehjul skal hjælpe med seksualundervisning

Med idéen om et dynamisk, digitalt værktøj til seksualundervisning vandt fire dygtige efterskoleelever fra Vesterdal Efterskole nær Lillebælt den nationale idékonkurrence for grundskoler ved Danish Entrepreneurship Festival

Hænderne ville slet ikke stoppe med at ryste, da de fire gruppemedlemmer fra team Kamæleon Agnete Anesen, Fiona Maria Juul MacDonald, Mikkel Lunau Palm og Wilma Elisabeth Raagaard med store smil og konfetti på tøjet trådte ned fra scenen som nykårede vindere af den nationale idékonkurrence for grundskoler ved Danish Entrepreneurship Festival. 

- Det har været en virkelig sjov og spændende proces at arbejde med vores idé. Vi er virkelig glade og overraskede, sagde Agnete Anesen, der sammen med de tre andre går på Vesterdal Efterskole tæt på Middelfart på Vestfyn. 

Eleverne vandt førstepladsen og de 10.000 kroner med deres idé om et dynamisk, digitalt værktøj til seksualundervisning. Det går ud på, at seksualundervisningen i dag er mangelfuld, når det handler om kommunikation med sin partner, følelser og grænser. Det skal værktøjet hjælpe med at sætte fokus på og få i tale i undervisningen. I værktøjet er der tre lykkehjul, som man spinner, og så lander man på en bestemt persona, en bestemt situation og et bestemt dilemma, som man så kan starte en diskussion ud fra. På den måde sætter man sig i andres sted og får vendt nogle situationer, som man ellers ikke ville overveje.  

Formålet med Danish Entrepreneurship Festival er at give alle unge i Danmark mulighed for at teste og afprøve deres idéer uden for uddannelsesrammen og foran erhvervsfolk og iværksættere fra hele landet. Dagen i Messe C var kulminationen på lang tids hårdt arbejde, hvor eleverne fik mulighed for at pitche deres idéer foran grupper af dommere, som så voterede om den endelige vinder. 

I alt deltog 167 elever fordelt på 46 hold i idékonkurrencen, som har til formål at tilbyde elever fra grundskolen sparring og rådgivning fra erhvervsfolk og iværksættere tidligt i entreprenørskabsprocessen. 

Alle deltagerne var fra udskolingen på enten folke-, fri- eller efterskoler. 

Vejle-elever vil mindske antallet af drukneulykker med ny redningsstige

Redningsstiger til havnekanter, der kan vippe 45 grader op, så antallet af drukneulykker mindskes, var så god en idé, at tre elever fra Vejle Tekniske Gymnasium snuppede førstepladsen i iværksætterkonkurrencen Tech Innovation Programme ved Danish Entrepreneurship Festival

Tusindvis af fremtidens potentielle iværksættere og innovative medarbejdere stillede onsdag op til Danmarks største entreprenørskabsfestival, Danish Entrepreneurship Festival i Messe C i Fredericia. Her præsenterede folkeskoleelever, elever på ungdomsuddannelser og studerende fra videregående uddannelser deres idéer til at løse fremtidens udfordringer.

En af konkurrencerne var Tech Innovation Programme målrettet elever fra HTX. Her løb holdet Ocean Safety Operations – OSO – fra Vejle Tekniske Gymnasium med førstepladsen og 10.000 kroner. Bag OSO står eleverne Mads Ørnsholt Dresler, Jonas Sørensen og Noah Haahr Brorsen.

Ocean Safety Operations har udviklet en redningsstige til havnekanter, der ved hjælp af gasstempler kan vippes op i 45 grader, så risikoen for drukneulykker gøres mindre. De er allerede i gang med at udvikle på redningsstigen, så den også kan alarmere Beredskabsstyrelsen, når den bliver rørt ved, og derudover skal den kunne lyse i mørke ved brug af solcelleenergi.  De tre elever var glade for prisen.

- Det er virkelig surrealistisk, at vi har vundet. Det havde vi ikke set komme, fordi de andre var så dygtige. Det har bare været mega fedt at være med i programmet, fordi vi har haft det sjovt, mens vi virkelig har udviklet os både personligt og fagligt, sagde Mads Ørnsholt Dresler, da gruppen lige var trådt ned fra scenen.

Vinderen blev kåret efter en dag, hvor HTX-eleverne skulle præsentere deres idéer for tre forskellige dommerhold. Herefter gik de fem bedste hold videre og pitchede på en scene foran hundredvis af tilskuere, indtil en af dem til sidst blev kåret på baggrund af en dommervotering.

Andenpladsen gik til tre elever med holdnavnet Thermal Cells fra Aarhus TECH, som har lavet et termisk batteri til privat husholdning.

Tredjepladsen gik til Cerebella fra Holstebro Tekniske Gymnasium for idéen om en ny form for mælkedispenser, der skal erstatte mælketrekanter.

I alt deltog 450 elever fordelt på 132 hold i Tech Innovation Programme i Messe C i Fredericia.

Herning-elever vinder stor iværksætterkonkurrence med menstruationssvamp

Et menstruationsprodukt, der skal fjerne bekymringen om at bløde igennem under sport, var så god en idé, at tre elever fra Herningsholm i Herning løb med førstepladsen i iværksætterkonkurrencen Business Mind Programme ved Danish Entrepreneurship Festival

Tusindvis af fremtidens potentielle iværksættere og innovative medarbejdere stillede onsdag op til Danmarks største entreprenørskabsfestival, Danish Entrepreneurship Festival i Messe C i Fredericia. Her præsenterede folkeskoleelever, elever på ungdomsuddannelser og studerende fra videregående uddannelser deres idéer til at løse fremtidens udfordringer. 

En af de konkurrencer, der blev afholdt, er Business Mind Programme målrettet elever fra hhx. Her vandt holdet Menstrual med eleverne Cecilie Christensen, Freja Søndergaard Graakjær Egebæk og Thilde Juul Jensen fra Herningsholm 

Holdet har udviklet et nyt menstruationsprodukt, som skal fjerne bekymringen for at bløde igennem under sport. Eksisterende hygiejneprodukter er ikke egnet til sportsaktiviteter, hvilket skaber udfordringer med lækager og bevægelsesbegrænsninger. Elevernes menstruationsprodukt er en steril, fleksibel svamp tilpasset de vaginale vægge, og den skal forbedre livskvaliteten og aktiv deltagelse i alle livets aspekter.  

De tre elever var glade og stolte over prisen. 

“Vi er bare så glade, rørte og meget overvældende. Det har været den fedeste dag med sindssygt mange indtryk. Vi har virkelig kunne mærke et pres, og vi har arbejdet så hårdt på det her. Men vi tror bare så meget på vores produkt, at vi skal have det ud og leve i verden. Vi ser det ikke bare som et menstruationsprodukt, men som en livstil. Derfor er vores slogan Live Life no limits,” siger Cecilie Christensen, Freja Søndergaard Graakjær Egebæk og Thilde Juul Jensen.  

Business Mind Programme sætter spot på iværksætteri og den indledende forståelse af virksomhedsdrift og opbygningen af et entreprenørielt mindset. Formålet med konkurrencen er at give unge i Danmark mulighed for at teste og afprøve deres nyudviklede idéer uden for uddannelsesrammen. Formålet er også at skabe et rum, som giver unge mulighed for på et tidligt stadie i deres entreprenørskabsproces at modtage kvalificeret sparring og rådgivning fra erhvervsfolk og iværksættere fra hele landet. 

I alt deltog 560 elever fordelt på 159 hold i Business Mind Programme i Messe C i Fredericia.

Ny teknologi styrker kontakten mellem patienter og sundhedspersonale

En øresnegl, der gør det muligt at indtale patientjournaler, var så god en idé, at fire studerende fra Københavns Erhvervsakademi snuppede førstepladsen i den landsdækkende idékonkurrence for studerende på videregående uddannelser ved Danish Entrepreneurship Festival

Tusindvis af fremtidens potentielle iværksættere og innovative medarbejdere stillede onsdag op til Danmarks største entreprenørskabsfestival, Danish Entrepreneurship Festival i Messe C i Fredericia. Her præsenterede folkeskoleelever, elever på ungdomsuddannelser og studerende fra videregående uddannelser deres idéer til at løse fremtidens udfordringer. 

En af de konkurrencer, der blev afholdt, er Idékonkurrencen i Start Up Programme, som er målrettet studerende på de korte og mellemlange videregående uddannelser. Idékonkurrencen er for helt nye idéer, som de studerende har arbejdet på i dette skoleår.  

Det blev holdet EarBuddy med eleverne Victoria Bushati, Sara van Deurs Petersen, Nanna Kristine Bjerregaard Christensen, Cathrine Marie Albæk fra Københavns Erhvervsakademi, der vandt Idékonkurrencen ved Danish Entrepreneurship Festival. 

Holdet har udviklet en øresnegl til sundhedspersonale, der gør det muligt at indtale patienters journaler. På den måde kan man lave journaler i frisk erindring og samtidig lette arbejdsbyrden, så der er mere tid til patienten. 

De fire studerende var glade og stolte over prisen. 

- Vi er så overraskede over at vinde, at vi slet ikke har planlagt, hvad vi skal bruge pengene på. Men førstepladsen er en motivation og giver et boost til at arbejde videre med vores idé. Vi har en lille drøm om, at det her kan blive til noget stort, siger Victoria Bushati fra teamet. 

Holdet vandt 10.000 kroner, der er sponsoreret af Innovationsfonden. 

Start Up Programme er et unikt entreprenørskabsprogram, der er målrettet studerende på alle korte og mellemlange videregående uddannelser i hele Danmark og deres undervisere. Programmet er bygget op om undervisningsmateriale, opkvalificering af undervisere og aktiviteter og events, hvor studerende kan afprøve idéer med iværksættere, erhvervsfolk og andre studerende. 

I alt deltog 190 studerende fordelt på 56 hold i konkurrencerne for de videregående uddannelser i Messe C i Fredericia. 

Aarhus-studerende vil mindske ensomhed for lastbilchauffører og vinder stor iværksætterkonkurrence

Udfordringer med ensomhed, trivsel og arbejdsmiljø er stort i transportbranchen og det har tre studerende fra Erhvervsakademi Aarhus sat sig for at løse med ny platform, der gav dem førstepladsen i Grow Up-sporet i den landsdækkende iværksætterkonkurrence for studerende på videregående uddannelser ved Danish Entrepreneurship Festival

Tusindvis af fremtidens iværksættere og innovative medarbejdere stillede onsdag op til Danmarks største entreprenørskabsfestival, Danish Entrepreneurship Festival i Messe C i Fredericia. Her præsenterede folkeskoleelever, elever på ungdomsuddannelser og studerende fra videregående uddannelser deres idéer til at løse fremtidens udfordringer. 

En af de konkurrencer, der blev afholdt, er Grow Up-konkurrencen i Start Up Programme, som er målrettet studerende på de korte og mellemlange videregående uddannelser.  

Her vandt holdet Truck Buddy med eleverne Charles Sonny Garvang, Camilla Katarzyna Beenfeldt og Anthony Sangano fra Aarhus.  

Truck Buddy er en community platform, som henvender sig til transportbranchen og skal løse problemer med ensomhed. Lastbilchauffører har deres egen side af platformen, som er dedikeret til at forbedre trivslen og arbejdsmiljøet for lastbilchauffører. På platformen kan lastbilchauffører oprette forbindelse til hinanden, dele erfaringer og viden og samarbejde om at finde løsninger på fælles problemer. Det gøres gennem en online walkie-talkie, et feed til opslag, et kort over lastbilchaufførernes placering og meget mere.   

De tre studerende var glade og stolte over prisen. 

“Vi er meget overvældede og overraskede. Vi kom i dag for at øve pitch og forbedre vores kompetencer, og vi havde slet ikke forventet at vinde. Vi har lært sindssygt meget af at være med i Start Up Programme, som vi kan bruge i vores videre rejse. Vi er blevet bedre til at præsentere vores ide, har set værdien i netværk og at dele viden og få vigtige input. Vi lancerer platformen til februar, og på sigt er drømmen at gå internationalt og skabe endnu bedre trivsel og arbejdsmiljø for transportbranchen”, siger Charles Sonny Garvang, Camilla Katarzyna Beenfeldt og Anthony Sangano 

Holdet vandt 10.000 kroner, der er sponsoreret af Chr. Augustinus Fabrikker. 

Start Up Programme er et unikt entreprenørskabsprogram, der er målrettet studerende på alle korte og mellemlange videregående uddannelser i hele Danmark og deres undervisere. Programmet er bygget op om undervisningsmateriale, opkvalificering af undervisere og aktiviteter og events, hvor studerende kan afprøve idéer med iværksættere, erhvervsfolk og andre studerende. 

I alt deltog 190 studerende fordelt på 56 hold i konkurrencerne for de videregående uddannelser i Messe C i Fredericia. 

Smykker skal hjælpe unge med angst

Tre studenterstartups blev i dag tildelt Mikrolegater for 25.000 kr. ved Danish Entrepreneurship Festival i Messe C i Fredericia. En af modtagerne vil lave stilrene, angstreducerende smykker

En software til at hindre helikopteruheld, en social platform til ensomme lastbilchauffører og ikke mindst stilrene, angstreducerende smykker. Det var de idéer, der i dag modtog Fonden for Entreprenørskabs Mikrolegater foran tusindvis af tilskuere til Danish Entrepreneurship Festival i Messe C i Fredericia. 

I alt fik tre studenterstartups støtte via Mikrolegat, som er Fondens støttemidler til startups på videregående uddannelser. Samlet set blev der uddelt 75.000 kroner. 

En af de startups, der fik et Mikrolegat, var Calm Jewelry med Maiken Torp, Sofie Filtenborg og Freja Høegh fra Skive College. De vil lave pæne, stilrene smykker, som reducerer angst via akupressur.  

- Der er alt for mange unge mennesker med angst i dag, og der er lang ventetid med en overbelastet psykiatri og et til dels tabubelagt område. Derfor er det vigtigt med vores smykker, da de skaber tryghed og virker som en støtte for de angstramte, siger teamet umiddelbart efter at være trådt ned fra den store scene i Øksnehallen. 

Konkret går løsningen ud på, at der er rekordmange unge mennesker med angst, og tallet er stigende. De oplever samtidig en mangel på hjælpemidler, der kan gøre dem mere sikre i hverdagen. Smykkerne skal skabe en tryghed hos dem, der har det på, da de altid vil have et hjælperedskab på sig. Smykkerne er lavet pæne og stilrene for, at det ikke skal være opsigtsvækkende og på den måde risikere at give bæreren yderligere angst ved at tiltrække sig opmærksomhed omkring det. 

- Det har været virkelig fedt og lærerigt gennem hele processen. Det har givet erfaring, og det har givet os anerkendelse og en bekræftelse i, at det er en god idé, vi har, siger de om det at modtage et Mikrolegat. 

Før uddelingen havde Maiken Torp, Sofie Filtenborg og Freja Høegh samt de andre studerende fra de videregående uddannelser pitchet direkte foran et panel af eksperter, som efterfølgende skulle vurdere, om deres idé skulle modtage et Mikrolegat.  

Mikrolegat-modtagerne er: 

Calm Jewelry. Skive College – 25.000 kr. 
Kort om idé: Det er stilrene smykker, der virker beroligende mod angst ved hjælp af akupressur. 

Truck Buddy. Erhvervsakademi Aarhus – 25.000 kr. 
Kort om idé: Det er en social platform til ensomme lastbilchauffører, som kan danne sig et socialt netværk, hvor de kan skrive med andre, dele erfaringer, viden og aftale at mødes med hinanden. 

VORSA. Aarhus Universitet – 25.000 kr. 
Kort om idé: Produktet er et alarmsystem, der kommer med en advarsel, når en helikopter er ved at komme ud for et fænomen, der hedder VRS.