Tilbage til oversigten over Fondens artikler

04.07.2025

To danske teams hædret ved EM i Entreprenørskab: VerifyID vinder guld, Tiptox tager sølv

VerifyID fra Handelsgymnasiet Vestfyn og Niels Brock løber med europæisk førsteplads — mens Tiptox fra Erhvervsakademi Dania og Aalborg Universitet tager sølv.

Danske unge entreprenører har gjort en markant figur ved Gen-E 2025, Europas største entreprenørskabskonkurrence for unge. Hele to danske teams kan tage medaljer med hjem fra finalen i Athen, hvor over 40 lande deltog med deres stærkeste elev- og studenterhold.

I ungdomsuddannelses-kategorien har fem nyudklækkede studenter fra Danmark vundet europamesterskabet med deres startup VerifyID. Holdet består af Yassin Ayoub, Ida Terndrup, Nanna Kyed og Peter Eriksen fra Handelsgymnasiet Vestfyn samt Milo Kielgast fra Niels Brock. Deres digitale løsning til aldersverifikation er allerede i drift — og nu også belønnet med EM-titlen.

Fra idé på en ferie til europæisk triumf

Vi udviklede ideen på en ferie i Spanien, hvor vi undrede os over, hvor nemt det var at omgå alderskontrol. Nu står vi som vindere på europæisk niveau – det er helt uvirkeligt,” fortæller Yassin Ayoub, medstifter og CEO i VerifyID.

Løsningen gør det nemt og hurtigt for butikker, kiosker, natklubber og webshops at verificere kunders alder – for eksempel ved køb af alkohol, nikotinprodukter eller energidrikke. VerifyID kan integreres med både kassesystemer (POS) og e-handelsplatforme og er allerede i brug hos flere danske kunder.

Samfundsansvar som forretningsmodel

Det her handler ikke kun om at sælge teknologi. Det handler om at tage ansvar – og gøre det let for andre at gøre det samme,” siger Ida Terndrup, en af medstifterne.

VerifyID kombinerer brugervenlighed med lovsikret dokumentation og fjerner friktionen, som ofte opstår ved manuelle alderskontroller. Samtidig appellerer løsningen til deres egen generation, hvor digitale forventninger er høje – også når det gælder ansvarlighed.

Entreprenørskab virker

VerifyID blev tidligere på året kåret som dansk vinder af Company Programme – Fonden for Entreprenørskabs entreprenørskabsprogram for gymnasier og erhvervsskoler – og har siden haft fuldt fokus på produktudvikling, salg og pitchtræning.

De her unge er definitionen på, hvorfor vi arbejder med entreprenørskab i uddannelse. De har både forretningsforståelse, et klart samfundssyn og evnen til at føre idéer ud i livet – mens de afslutter deres eksamener,” siger Christian Vintergaard, direktør i Fonden for Entreprenørskab.

Dansk sølv til Tiptox for løsning mod drugging

Danmark kunne også glæde sig over en flot sølvmedalje i kategorien JA Europe Innovation of the Year Award. Her løb Tiptox fra Erhvervsakademi Dania og Aalborg Universitet med andenpladsen for deres innovative løsning, der skal forhindre drugging i nattelivet.

Bag Tiptox står Julie Simone Kristensen, Nathalie Simone Kristensen og Mads Hyldgaard Henningsen, som med deres produkt vil øge sikkerheden for unge på barer og natklubber.


_______________

Fakta om VerifyID

  • Stiftet af Yassin Ayoub, Ida Terndrup, Nanna Kyed og Peter Eriksen (Handelsgymnasiet Vestfyn) samt Milo Kielgast (Niels Brock)
  • Produkt: Digital løsning til aldersverifikation online
  • Har allerede betalende kunder og live implementeringer
  • Vinder af EM i entreprenørskab 2025 – ungdomsuddannelses-kategorien (Company Programme)
  • Vinder af Danmarksmesterskabet i entreprenørskab for ungdomsuddannelser 2025

Fakta om Tiptox

  • Stiftet af Julie Simone Kristensen, Nathalie Simone Kristensen og Mads Hyldgaard Henningsen
  • Uddannelsesinstitutioner: Erhvervsakademi Dania og Aalborg Universitet
  • Produkt: Innovativ løsning mod drugging i nattelivet
  • Vinder af sølv i JA Europe Innovation of the Year Award 2025 ved Gen-E
  • Vinder af DM i entreprenørskab for videregående uddanneelser 2025 (Start Up programme)