
Tietgenskolen opretter innovativt undervisnings- og lærepladsforløb for erhvervsskole-elever
Erhvervsuddannelser spiller en afgørende rolle i at forberede unge til fremtidens arbejdsmarked, hvor bæredygtighed og innovation bliver stadig vigtigere. På Tietgenskolen har underviserne taget initiativ til at koble teori og praksis gennem et unikt innovativt undervisningsforløb.
Mikrohandlinger som bindeled mellem skole og virksomhed
Tove Johansen, der er koordinator, elevpladsvejleder for handel/kontor og underviser på EUD og EUX business på Tietgenskolen søgte fondsmidler hos Fonden for Entreprenørskab for at få en idé til virkelighed. Hun og kollegaen Stine Gottfred Jeppesen havde fået en idé til et undervisningsforløb, hvor eleverne kunne udvikle og implementere mikrohandlinger i de virksomheder, de er i lære hos.
”Og så for at gå væk fra PowerPoint, og at vi kun har teorier på skærme, så har vi begyndt at udvikle forskelligt undervisningsmateriale; og heriblandt kom jeg til at tænke på, hvordan får vi kobling til virksomheden og ind til undervisningen?” fortæller Tove.
Forløbet, der nu har kørt over flere hold, starter, mens eleverne er ude i virksomhederne. De får fire undervisningsgange på skolen, hvor de mellem hver gang skal tage, hvad de har lært, med ud i virksomheden. Til første undervisningsgang får de viden om bæredygtighed, grøn omstilling og mikrohandlinger, som er små, konkrete tiltag, der kan gøre en forskel (læs mere om mikrohandlinger på CIU’s hjemmeside her). Elevernes opgave til næste gang er at spotte, hvor de kan gøre en forskel og så fortælle om det i undervisningen. Her skal de også have godkendt deres idé af den virksomhed, de er ved. På et tidspunkt længere henne i forløbet besøger Tove eleverne hos virksomhederne for at se mikrohandlingerne. Nogle af eleverne vælger ovenikøbet at lave deres fagprøve på forløbet. Der er for eksempel en elev, der har lavet ESG-regnskab ved sin virksomhed, og som ville se på en bedre måde at beregne det på og valgte at bruge det til sin fagprøve.
Nogle yderligere eksempler på mikrohandlinger, eleverne har lavet, er: Skift af gamle lysstofrør til LED, mere strategisk brug af opvaskemaskine, nogle har indført sociale arrangementer, mindskning af mails, biodiversitet i form af en stor græsplæne, der bliver beplantet med vilde blomster og selv gennem elevpladscenteret på Tietgenskolen er der lavet mikrohandlinger i form af indsamling af pant fra restaffald, hvor pengene går til noget socialt for eleverne.
Fra undervisning til implementering i virksomheder
Et helt konkret eksempel fra et af de seneste hold, der har arbejdet med mikrohandlinger, er Annemette Engell Hansen og Ida Krogsmose, der er elever hos TotalTruck A/S. Virksomheden har allerede stort fokus på bæredygtighed, så de to elever skulle tænke kreativt for at finde på en mikrohandling, der kunne igangsættes hos dem. Til at starte med ville de bare kigge på skraldespandene i køkkenet, men efter dialog med Thomas Jensen, der er salgschef, marketing-, uddannelses- og elevansvarlig, besluttede de at forbedre affaldssorteringen i værkstedet ved at opsætte flere sorteringsstationer i stedet for. I containere udenfor bliver der sorteret mere, end der gør på værkstedet. Den første idé gik på, at der skulle monteres skraldespande til montørernes vogne. Den idé kunne montørerne dog ikke lide, da deres vogne så ville komme til at fylde for meget til at køre rundt med. Det vil derfor være bedre med flere stationer inde på værkstedet, så affaldet ikke bliver blandet. Det gik fra en lille sortering i køkkenet til, at det skulle ud i produktionen.
”Det har grebet om sig på den fede måde,” fortæller Annemette, der blev positivt overrasket over, hvor engagerede kollegaerne blev i processen. Det er nemlig ikke kun montørerne, der er blevet inddraget, det er også værkstedskoordinatoren og selve ledelsen, der har været med.
Ida supplerer: ”Det føles på den gode måde som om, at det, at det er en skoleopgave, ryger i baggrunden. Det er en del af virksomheden.”
Efter hver undervisningsgang på skolen er der blevet sendt en QR-kode ud, hvor eleverne kunne stemme og komme med deres meninger om forløbet. Langt størstedelen af eleverne er begejstrede over mikrohandlingerne.
Forløbet med mikrohandlinger har dermed ikke blot givet et projekt at arbejde med, men har skabt en reel forandring i virksomheden og styrket elevernes kompetencer indenfor innovation og nytænkning.
Støtten fra Fonden for Entreprenørskab
Fondsmidlerne har været en forudsætning for at realisere undervisningsforløbet. De er blandt andet brugt til at frikøbe timer for Tove, så hun kunne udvikle undervisningsmaterialer og besøge eleverne i virksomhederne. Derudover har midlerne gjort det muligt for hende at få plads til at tage en diplomuddannelse i bæredygtigt indkøb, hvilket har styrket hendes faglige grundlag for at undervise i emnet.
”Jeg ved jo godt, at det hverken er over flere hundredetusinde eller et millionbeløb det her, jeg har fået adgang til, men det har givet luft og et pusterum til at udvikle undervisningen,” forklarer Tove og understreger, hvor let det er at søge midlerne: ”Det er en lille pose penge men med stor effekt.”
Forløbet har vist sig at være så godt, at det nu breder sig til andre uddannelser på Tietgenskolen blandt andet event- og detailuddannelsen, og det skulle gerne komme til at brede sig på alle hovedforløbene.
Tove og Stine prøver også selv løbende at indføre nye mikrohandlinger sammen med hvert nye hold. Det har ført til, at man har bestræbet sig efter at droppe engangskopper og gå over til kopper, der kan vaskes. Underviserne har fokus på at medbringe egne kopper og flere elever har deres egne med. Desuden har administrationselever generelt haft brugt porcelæn med, der også kan bruges. Det har ydermere ført til genanvendelige navneskilte, hvor papir bliver lamineret, så man kan skrive på det og viske det ud og bruge det igen som et nyt navneskilt. Som det nyeste skud er der blevet bestilt tuscher, så man kan skrive på bordene i klasselokalet, som også kan viskes ud. Det kan være til navneskilte eller for at være kreativ i undervisningen.
Opfordring til andre undervisere
Tove og hendes kollegaer håber, at deres erfaringer kan inspirere andre undervisere på erhvervsuddannelser til at søge fondsmidler og eksperimentere med innovative undervisningsformer.
”Jeg synes, det er megainspirerende at være med til det, og det er jo en kobling, som man ikke skal se kun den ene vej. Virksomhederne og eleverne giver jo så meget tilbage til os undervisere, så det er en tovejs læringsproces det her,” afslutter Tove.
Med midler fra Fonden for Entreprenørskab kan undervisere skabe nye læringsformer, der ikke kun styrker elevernes kompetencer, men også skaber reel værdi i virksomhederne. Det er et eksempel på, hvordan fondsmidler kan gøre en stor forskel.