Projekt Edison: Idévejen - Vi skaber energi (Elevhæfte)
Projekt Edison er en landsdækkende opfinderkonkurrence og et undervisningsforløb, der guider lærere og elever i 6. og 7. klasse igennem en lærerig proces, hvor eleverne skal bruge deres kompetencer inden for entreprenørskab, innovation og teknologi til at skabe nye løsninger på virkelige problemer.
I år skal eleverne arbejde med temaet ”Vi skaber energi”, der vil udfordre dem på deres innovative, teknologiske og entreprenørielle evner til at udforme og udtænke løsninger på vores energiudfordringer.
Formålet med Projekt Edison er, at eleverne udvikler innovative kompetencer og gør sig erfaringer med at arbejde i en værdiskabende og virkelighedsnær proces tidligt i deres skoleforløb. Undervisningen foregår tværfagligt, og eleverne får mulighed for at arbejde selvstændigt og udfolde sig kreativt.