Tilbage til oversigten over Fondens artikler

05.11.2026

Cadpeople og Fonden for Entreprenørskab udvikler nyt digitalt univers, der skal give unge mod på iværksætteri

Hvordan får Danmark flere unge til at turde tage springet og starte egen virksomhed? Det spørgsmål er omdrejningspunktet for et nyt samarbejde mellem Cadpeople og Fonden for Entreprenørskab. Sammen udvikler de et digitalt, gamificeret læringsunivers, der skal give unge lyst, mod og kompetencer til at prøve kræfter med iværksætteri i virkeligheden. Universet lanceres i slutningen af 2027, og projektet er medfinansieret af Den Europæiske Union.

”Formålet med projektet er at udvikle og udbrede et digitalt univers, hvor unge med interesse for iværksætteri kan prøve at starte en virksomhed op i et interaktivt, realistisk og lærerigt miljø. Spillet skal være legende og sjovt, men samtidig så tilpas realistisk, at spilleren får brugbare erfaringer med iværksætteri, der kan kvalificere deres egne startup-projekter og forretningsplaner, ” fortæller Anders Rasmussen, som er Uddannelses- og udviklingschef i Fonden for Entreprenørskab.

Når modet mangler
Mange unge danskere drømmer om at skabe deres egen virksomhed, men noget gør tilsyneladende vejen fra idé til handling ufremkommelig: landets iværksætterkurve har i mange år været stagneret.

Derfor undersøger Cadpeople og Fonden for Entreprenørskab i skrivende stund unges drivkræfter, ambitioner og barrierer, når det handler om iværksætteri. Både unge, erfarne iværksættere, undervisere, fonde, netværk og økosystemer af iværksættere indgår i undersøgelsen, som kombinerer dataindsamling, interviews, workshops og hypotesetest. Målet er at blive klogere på, hvad der afholder unge fra at starte egen virksomhed, og hvordan de kan hjælpes til at overvinde barriererne.

Undersøgelserne tydeliggør kompleksiteten i det arbejdsliv, hvor man er sin egen chef: kompetencebredden, uoverskueligheden, usikkerheden, konsekvenserne. Men empirien peger også i retning af én særlig vigtig barriere: mod.

Derfor er målet med Cadpeoples og Fonden for Entreprenørskabs digitale univers ikke blot at lære unge, hvordan de bygger og driver en virksomhed. Målet er i lige så høj grad at hjælpe dem med at overvinde de personlige barrierer, der står i vejen for at komme i gang: modet til at prøve, tvivlen på egne evner, frygten for at fejle.

Et univers om mennesket bag virksomheden
Hvor mange iværksætterspil fokuserer på vækst, omsætning og økonomisk succes, tager det nye univers udgangspunkt i mennesket bag virksomheden.

Spilleren skal reflektere over egne værdier, drivkræfter, ambitioner og forestillinger om arbejdslivet. Gennem valg, dilemmaer, øvelser og handlinger øver spilleren sig gradvist på at navigere i de processer, beslutninger, udfordringer og konsekvenser som iværksættere møder i virkeligheden.

"For os handler det ikke om at bygge det flotteste læringsunivers eller det mest underholdende spil. Det handler om at flytte mennesker. Hvis vi virkelig skal gøre en forskel, skal vi skabe et univers, der forstår de unge, motiverer dem og hjælper dem med at komme videre dér, hvor de oplever udfordringer. Vi skal altså tage udgangspunkt i målgruppens virkelighed og behov - ellers har vi efter min mening ikke løst den opgave, vi satte os for,” siger Claus Riekehr Møller, CEO i Cadpeople.

Fokus er altså ikke på at bygge den største virksomhed, men på at opbygge mod og på at forstå, at fejl og modgang ikke er tegn på fiasko, men en naturlig del af enhver iværksætterrejse.

Om projektet
Erhvervsstyrelsen har bevilget 1.857.520 kr. i støtte fra Den Europæiske Regionalfond og 2.482.480 kr. i støtte fra de decentrale erhvervsfremmemidler på baggrund af indstilling fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Kontakt:
Camilla Tække, Cadpeople
cata@cadpeople.dk
T: +45 26428088