Tilbage til oversigten over Fondens artikler

31.10.2026

Elever viste klimaministeren deres idéer til fremtidens by

Grønnere, tryggere og bedre byer. Det var ambitionen, da københavnske elever præsenterede deres idéer ved lokalfinalen i Projekt Edison fredag den 30. oktober. Klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa mødte eleverne og deres forslag til at forandre de lokalområder, de selv er en del af.

Omkring 300 deltagere var samlet på NEXT Sukkertoppen Gymnasium i Valby til lokalfinalen i Projekt Edison. Her viste elever fra 6. og 7. klasse, hvordan de havde omsat udfordringer i deres omgivelser til idéer til fremtidens by.

Årets tema, Din og min by i bevægelse, har givet eleverne mulighed for at arbejde med blandt andet grøn omstilling, infrastruktur, natur, kultur og fællesskaber. Til finalen blev de bedømt på deres idé, arbejdet med temaet, processen og deres pitch.

Skolen rækker ud i samfundet

Ministerens besøg begyndte på Skolen på Islands Brygge, hvor to elevgrupper præsenterede deres projekter. Derefter fulgte hun en af grupperne videre til lokalfinalen og mødte flere af de deltagende hold.

På Skolen på Islands Brygge satte skoleinspektør Nicholas Frost-Lindsteen ord på formålet med at lade eleverne arbejde med virkelige udfordringer:


”Skole er mere end at lære udenad. Det er at gribe ud i det samfund, vi er en del af og kunne handle. Vi skal give eleverne handlekraft i den verden, de er en del af. Og det er det, vi får gennem Edisonprogrammet. Derfor er det så vigtigt” siger skoleinspektør Nicholas Frost-Lindsteen.

Den tanke er central i Projekt Edison, som Fonden for Entreprenørskab står bag. I undervisningsforløbet og idékonkurrencen undersøger eleverne problemer, udvikler idéer og eksperimenterer med løsninger. De øver sig i at samarbejde, bruge feedback og forklare andre, hvorfor deres idé kan gøre en forskel.


På den måde bliver arbejdet med fremtidens by også en øvebane for elevernes egen handlekraft. De får erfaring med at tænke stort, prøve sig frem og lære af det, der ikke lykkes i første forsøg.

”Alle de gode grønne løsninger starter med, at nogen får en idé og overbeviser andre om, at den er værd at føre ud i livet. I tager fat i virkelige problemer og arbejder jer frem mod løsninger. Det imponerer mig og gør mig tryg ved fremtiden. For den fremtid, jeg arbejder for at skabe, er også den, I udvikler løsninger til”, siger klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa.

Næste stop er Danmarks Entreprenørskabsfestival

Projekt Edison samler i år mere end 10.000 elever fra 165 skoler i 38 kommuner. Fra lokalfinalerne går udvalgte hold videre til de nationale finaler, der afholdes som en del af Danmarks Entreprenørskabsfestival den 12. november i Næstved og den 18. november i Herning.


Her skal eleverne præsentere deres løsninger for et dommerpanel og konkurrere om titlen som danmarksmestre i entreprenørskab for grundskoler. Samira Nawa deltager også ved finalen i Næstved.


Lokalfinalen i København blev til i samarbejde mellem Fonden for Entreprenørskab – Hovedstaden, NEXT Sukkertoppen og UngKøbenhavn. Tak til alle elever, lærere, dommere og samarbejdspartnere, der gav elevernes idéer en scene.

Læs mere om Danmarks Entreprenørskabsfestival.