09.10.2026
Fem hold fra Esbjerg videre til DM i Entreprenørskab

Fem hold med elever fra Rybners, SOSU Esbjerg og Kjærgård Landbrugsskole er sendt videre til DM i Entreprenørskab for ungdomsuddannelser. Det skete ved lokalfinalen i Kickstart Programme den 2. oktober 2026, hvor eleverne præsenterede deres idéer og løsninger for et dommerpanel.
Rybners i Esbjerg var rammen om lokalfinalen i Kickstart Programme, hvor elever fra Rybners, SOSU Esbjerg og Kjærgaard Landbrugsskole præsenterede de idéer og løsninger, de har udviklet gennem halvanden uges arbejde. Eleverne har arbejdet i grupper på tværs af de tre skoler og uddannelser med udgangspunkt i konkrete cases. Ved finalen skulle de præsentere deres løsninger for et dommerpanel, som udvalgte fem hold til at gå videre til DM i Entreprenørskab for ungdomsuddannelser.
Førstepladsen gik til ”Klar til praktik”
Det blev Lærke Thorup fra Rybners EUD, Lea Jensen fra SOSU Esbjerg samt Arend Schütze og Evi Louise Brala fra Kjærgaard Landbrugsskole, der løb med førstepladsen. Sammen har de udviklet kurset ”Klar til praktik”, som skal hjælpe og forberede elever på at søge lærepladser.
Og glæden var stor, da holdet blev udråbt som vinder.
”Det er megafedt at vinde. Vi har været oppe mod så mange andre gode grupper, så det er megavildt,” fortæller holdet.
Også dommernes anerkendelse har givet eleverne motivation til at arbejde videre med idéen.
”Det er fedt at vide, at dommerne synes, vores idé er god. Det giver også en motivation for at videreudvikle den,” fortæller eleverne.
Fem hold klar til finalen i Vejle
Ud over førstepladsen blev yderligere fire hold udvalgt til at gå videre til DM i Entreprenørskab for ungdomsuddannelser.
Resultatet af lokalfinalen blev:
1. plads: Klar til praktik
2. plads: REMED
3. plads: Before You Scrool
4. plads: Skolemåltid
5. plads: Handskegenbrug
De fem hold skal nu forberede sig på næste skridt, når DM i Entreprenørskab for ungdomsuddannelser afholdes under UNG Entreprenørskabsfestival den 26. november 2026 i DGI Huset i Vejle. Her får eleverne mulighed for endnu en gang at præsentere deres idéer og møde andre unge, der arbejder med innovation og entreprenørskab.

