27.10.2026
Hjørring Vandselskab: En skræddersyet uddannelse med plads til nye idéer
Hos Hjørring Vandselskab bliver lærlingene ikke kun oplært i at løse dagens opgaver. De får også mulighed for at stille spørgsmål, udfordre vante arbejdsgange og bidrage med nye idéer. Det har fået procesoperatørelev Jesper Wiggers fra AMU-Nordjylland til at indstille Hjørring Vandselskab til Årets Innovative Læreplads, hvor virksomheden nu er blandt de tre finalister.
For Jesper er noget af det særlige ved lærepladsen, at han fra begyndelsen er blevet inddraget i det daglige arbejde. Her bliver lærlingenes forslag taget alvorligt, og der er plads til at undersøge, om en opgave kan løses på en smartere måde.
En ny idé blev til en bedre arbejdsgang
Et konkret eksempel opstod, da Jesper var med til at kalibrere en måler på et af virksomhedens anlæg. Arbejdet foregik ved målerens placering, hvor medarbejderne skulle frem og tilbage med de væsker, der bruges til kalibreringen. Jesper begyndte at overveje, om opgaven kunne løses mere hensigtsmæssigt. Hans første idé var en konstruktion, der kunne gøre det lettere at håndtere måleren.
I dialog med kollegerne udviklede løsningen sig i en anden retning. I stedet blev det muligt at afmontere måleren og tage den med ind i laboratoriet, hvor kalibreringen nu kan foregå under mere kontrollerede forhold.
For Jesper er det et eksempel på værdien af at kunne vende sine idéer med kollegerne, også når løsningen ender med at blive en anden end den, han først forestillede sig.
”Man har nogle kolleger, man kan tage fat i. Det er ikke sådan, at de siger: ’Sådan har vi altid gjort.’ Vi kan tage en snak om, om det kan gøres på en anden måde,” fortæller Jesper.
Ifølge Jannie Holmegaard Andersen, der er driftsleder og lærlingesansvarlig hos Hjørring Vandselskab, handler den slags forbedringer ikke kun om effektivitet, men også om at gøre arbejdet lettere og mere sikkert.
En uddannelse bygget op fra bunden
Hjørring Vandselskab står over for et generationsskifte og har derfor arbejdet målrettet med at uddanne fremtidens medarbejdere.
Da virksomheden ville tage lærlinge ind, var udfordringen, at der ikke findes en uddannelse, som er skræddersyet til spildevandsbranchen. Derfor indledte virksomheden et samarbejde med AMU-Nordjylland om at tilrettelægge procesoperatøruddannelsen, så den passer til arbejdsopgaverne. Resultatet er en detaljeret uddannelsesplan, hvor lærlingene kommer rundt i forskellige dele af driften og får erfaring med blandt andet pumper, laboratoriearbejde og vedligeholdelse.
For Jannie har det været vigtigt at skabe tydelige rammer fra begyndelsen.
”Det, jeg for alt i verden ville undgå, var, at de stod og ikke vidste, hvad de skulle, eller hvem de skulle gå til,” fortæller hun.
Derfor får lærlingene både en plan for deres forløb og en erfaren medarbejder at følges med inden for hvert fagområde.
En plan, der følger lærlingens udvikling
Selv om uddannelsen er nøje planlagt, bliver den løbende tilpasset den enkelte.
Jesper har en baggrund som automekaniker, og har derfor allerede erfaring med nogle af de tekniske opgaver. Andre områder, eksempelvis kemi og biologi, kræver mere oplæring.
Virksomheden følger lærlingenes udvikling gennem et system, der viser, om de har fået kendskab til en opgave, kan løse den sammen med andre eller er klar til at udføre den selvstændigt. Lærlingene deltager selv i vurderingen og kan pege på områder, hvor de har brug for mere erfaring.
”Vi har ikke bare en færdig plan. Vi laver den løbende efter deres behov,” forklarer Jannie.
For Jesper betyder det, at der er tid til at lære opgaverne ordentligt, inden han skal stå med ansvaret alene.
Med til møderne og beslutningerne
Hos Hjørring Vandselskab bliver lærlingene inddraget i driften fra begyndelsen. De deltager blandt andet i de ugentlige møder, hvor medarbejderne gennemgår problemer, alarmer og opgaver på anlæggene. Her kan Jesper og de øvrige lærlinge stille spørgsmål, komme med forslag og bidrage med deres egne erfaringer, så de på den måde bliver trænet i at se muligheder og forbedringer.
Jannie fortæller, at det er et bevidst valg at give lærlingene en aktiv rolle. Virksomheden ønsker, at de både lærer af erfarne kolleger og selv er med til at udvikle måden, opgaverne bliver løst på.
”Når I har lært det, vil jeg faktisk også gerne, at I tænker: Er der en nemmere måde at gøre det på?” fortæller Jannie om forventningerne til lærlingene.
Samtidig er der plads til at prøve idéer af og tale åbent om det, der ikke fungerer. Lærlingene får støtte fra kollegerne og står ikke alene med opgaver, de endnu ikke er klar til, men støttes af Jannies motto “hellere gøre noget, end ikke gøre noget”
En del af fællesskabet fra første dag
Det er ikke kun den faglige oplæring, der Ifølge Jesper gør Hjørring Vandselskab til en særlig læreplads. Det er også måden, han og de øvrige lærlinge er blevet taget imod på. Allerede fra de første dage blev de inviteret ind i fællesskabet, og kollegerne var forberedte på at tage imod dem.
Den tilgang hænger ifølge Jannie sammen med virksomhedens ønske om at uddanne medarbejdere til fremtiden. Når erfarne kolleger går på pension, skal deres viden gives videre, men de nye medarbejdere skal også have mulighed for at bidrage med andre perspektiver.
For Jesper er det netop kombinationen af en grundig uddannelse og muligheden for at få indflydelse, der gør lærepladsen særlig.
”Vi bliver ikke bare set. Vi må også gerne høres,” siger han.

