Tilbage til oversigten over Fondens artikler

12.11.2023

Ny forskning skal undersøge, hvorfor færre kvinder end mænd bliver iværksættere

Kun 25 pct. af danske iværksættere er kvinder, og over 90 pct. af den samlede venturekapital går til mænd. Med støtte fra Tietgenfonden igangsætter Fonden for Entreprenørskab nu et nyt treårigt forskningsprojekt, som skal undersøge, hvad skævhederne skyldes. Forskningsprojektet gennemføres i samarbejde med Sociologisk Institut på Københavns Universitet

Et pilotstudie, gennemført af Fonden for Entreprenørskab, fandt, at der ikke var forskel i de adspurgte drenges og pigers interesse for iværksætteri for 6.-7. klasser, men da de ældre elever på ungdomsuddannelserne blev spurgt, var der en klar tendens til, at drengene udviste større interesse end pigerne.

På den baggrund igangsætter Fonden for Entreprenørskab et treårigt forskningsprojekt, hvis formål er at besvare:

  • På hvilket alderstrin opstår kønsforskelle i interessen for iværksætteri i den danske befolkning?
  • Hvorfor opstår kønsforskellene?
  • Hvad kan vi gøre for at mindske, eller lukke, kønsgabet i interessen for at arbejde med iværksætteri og entreprenørskab?

Administrerende direktør hos Fonden for Entreprenørskab Christian Vintergaard beskriver her baggrunden og visionerne for projektet:

- Man har i årevis talt om de centrale udfordringer, der ligger i de store kønsforskelle, som findes i iværksætter-Danmark. Men man har aldrig formået at finde ind til den egentlige årsag til uligheden. Med pilotstudiet, som gik forud for projektet, kunne vi se, at forskellene mellem kønnene ikke var medfødte. Med det unikke forskningsarbejde, vi nu sætter i gang, er det min tro, at vi kan finde den egentlige årsag til udfordringen, men også undersøge hvad der kan gøres ved de strukturer, som medvirker til den manglende lighed.

Kommende ph.d.-studerende Nanna-Katrine Gram Lange fra Fonden for Entreprenørskab fortæller her om forskningsprojektet:

- Med projektet Diversitet i Entreprenørskab dykker vi ned i nogle spørgsmål, der som udgangspunkt er helt åbne. Der findes forsvindende lidt litteratur om tidlige kønsforskelle i entreprenørskab, men det er et område, som fortjener opmærksomhed. 75/25 er en virkelig stor ulighed, og gennemsnitligt er kvinder og mænd ikke så forskellige fra hinanden, at den alene kan forklares af, at kvinder bare gerne vil arbejde med andre ting. Derfor må der være noget andet på spil, noget udefra der påvirker, og det skal vi starte med at kigge på i projektet. Det første år får derfor en eksplorativ karakter, og det bliver vildt spændende.

Forskningsprojektet baseres på både kvalitative og kvantitative metoder og involverer en række projektskoler samt et netværk med profiler fra erhvervslivet, uddannelsesverdenen og forskning. Forskningsprojektet som skal løbe over tre år gennemføres med støtte fra Tietgenfonden og i samarbejde med Sociologisk Institut på Københavns Universitet. Blandt netværksaktører, som er er med i projektet, er bl.a. HK, Danmarks Eksport- og Investeringsfond, EY og CBS.

Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Tietgenfonden, siger:

- Tietgenfonden støtter innovation og iværksætteri – især på områder, hvor vi kan se et uforløst potentiale. Det kan vi her. Vi har nemlig brug for mere diversitet blandt iværksættere i dansk erhvervsliv. Det er med til at skabe innovation og vækst – og samtidig beriger det vores samfund, når vi kan få flere kvalifikationer og kompetencer i spil. Med det nye forskningsprojekt kommer vi til at få ny viden og flere konkrete værktøjer, som vi kan bruge til at tackle udfordringen – det er et vigtigt skridt i retningen af også at kunne formulere nye løsninger, der kan fastholde og stimulere interessen for iværksætteri hos et bredere udsnit af børn og unge, end vi ser i dag.

Ved projektets afslutning foreligger klare politiske anbefalinger omkring tidlige indsatser, der modvirker kønnet ulighed i iværksætteri, en stor mængde ny viden til et meget aktuelt, men indtil nu underbelyst, forskningsområde samt en række undervisningsmaterialer, der kan benyttes frit af landets skoler.

Lektor på Sociologisk Institut, Mathias W. Nielsen, tilføjer:

- Med forskningsprojektet sætter Fonden for Entreprenørskab fokus på en vigtig og overset problemstilling, nemlig det markante vedvarende kønsgab i iværksætteri. For effektivt at kunne mindske gabet har vi brug for indgående viden omkring, hvornår og hvordan kønsforskellene i danske børn og unges interesse for entreprenørskab opstår. Derfor er vi på Sociologisk Institut også meget glade for at være en del af projektet, og vi glæder os til at komme i gang.

Forskningsprojektet er støttet med i alt 5.488.000 kr. fra Tietgenfonden.