Tilbage til oversigten over Fondens artikler

24.03.2022

Nyt ambassadørkorps skal udbrede entreprenørskab i undervisningen

Fonden for Entreprenørskab lancerer et ambassadørkorps på tværs af undervisnings- erhvervs- og iværksættermiljøet. Korpset skal blandt andet styrke fondens arbejde med at udbrede undervisning i entreprenørskab. 

Et nyt ambassadørkorps skal hjælpe Fonden for Entreprenørskab med at nå sit mål om at udbrede undervisning i entreprenørskab til alle børn og unge i Danmark.  

 

Ambassadørkorpset består af centrale personer inden for undervisnings-, erhvervs- og iværksætterområdet. Korpset bliver ifølge fondens direktør, Christian Vintergaard, en del af en vigtig mission, fordi der har aldrig været mere brug for at uddanne børn og unge til at skabe, forandre og gøre en forskel i verden, som der er nu. 

 

”Jeg glæder mig samarbejdet med vores nye ambassadører. Overalt efterspørges kvalificeret, innovativ arbejdskraft, ligesom der er brug for flere virksomheder til at skabe arbejdspladser og løse samfundets store udfordringer. Jeg tror, at ambassadørerne kan hjælpe os med at styrke vores bidrag til den efterspørgsel, som er at udbrede undervisning i entreprenørskab og sørge for, at de unge efterfølgende kan omsætte den undervisning til at blive iværksættere eller innovative medarbejdere i arbejdslivet, som venter på den anden side,” siger Christian Vintergaard.  

Vil du samarbejde med os? Se hvordan du kan blive frivillig eller partner her.

Direktøren forklarer, at fonden i første omgang har valgt at holde antallet af ambassadører på 33 og senere vil overveje at udvide, når man har samlet erfaringer sammen med den første gruppe af ambassadører.  

 

“Det vigtigste for os er at kunne give vores nye ambassadører en god oplevelse i deres nye rolle, så vi er sikre på, at de kan leve fuldt ud op til det potentiale, som vi ser i dem,” siger Christian Vintergaard.

 

En af de nye ambassadører er iværksætter og investor Tommy Ahlers. Han er enig i, at undervisning i entreprenørskab er vigtig for, hvilke iværksættere og innovative medarbejdere samfundet får ud på den anden side. Derfor har han takket ja til at blive ambassadør. 

 

”Jeg kender Fonden for Entreprenørskab og dens arbejde rigtig godt både fra før og efter, jeg gik ind i politik. Fonden gør et kæmpe stykke arbejde for at få undervisning i entreprenørskab ud til så mange som mulig. Og det er så vigtigt, fordi det er med til at skabe skarpe og kreative børn og unge, som ikke er bange for at begå fejl og lære af dem. Det er med de mindsets, de senere bygger deres egne virksomheder eller bliver innovative medarbejdere i allerede eksisterende virksomheder. Det giver mig håb!” siger Tommy Ahlers. 

 

Er du studerende med en startup? Se støttemuligheder her

 

Han bakkes op af formand for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen, der også bliver en af fondens nye ambassadører. Han fremhæver også de menneskelige egenskaber, det giver, når børn og unge indgår i den undervisning, som fonden tilbyder. 



Er du lærer eller underviser? Læs om vores tilbud til dig her.



Se aktuelle kurser og events for lærere og undervisere her.

 

”Jeg ved, hvor meget undervisningsforløb i entreprenørskab vækker begejstring og glæde blandt elever og studerende. Det giver dem både nogle konkrete værktøjer, de kan bruge senere i arbejdslivet, men det giver dem også mere selvtillid og motivation,” siger Gordon Ørskov Madsen.

 

Han og de øvrige 32 ambassadører skal blandt andet hjælpe til som rollemodeller, dommere og oplægsholdere til Fonden for Entreprenørskabs mange konkurrencer for børn og unge. Derudover skal de i kraft af deres store netværk hjælpe med at gøre opmærksom på og udbrede fondens mange undervisningstilbud, undervisningsmaterialer kurser og events, viden og støttemidler.

Er du lærer eller underviser? Læs om vores tilbud til dig her.

Vil du samarbejde med os? Se hvordan du kan blive frivillig eller partner her.

Er du studerende med en startup? Se støttemuligheder her.

Se aktuelle kurser og events for lærere og undervisere her.

 

Alle ambassadørerne kan ses her