Tilbage til oversigten over Teknologipagtens artikler

26/11/2021 00:00

Tusindvis af unge dystede på ideer til Danish Entrepreneurship Festival 2021

Klima, bæredygtighed eller en sjovere hverdag. Flere end 2000 elever og studerende har i uge 47 pitchet deres innovative ideer til Danish Entrepreneurship Festival 2021, og her var det tydeligt at de unge i høj grad har konkrete ideer til hvordan vi kan gøre verden bedre for alle. De mange unge skulle overbevise knivskarpe dommere fra erhvervslivet om, at deres idé var den bedste, og hele 18 priser blev uddelt til mest innovative ideer og iværksætterprojekter.

 

Tusindvis af unge iværksætterspirer fra 6. klasse og op til universitetsniveau har i uge 47 dystet på gode iværksætterideer og -opfindelser til Danish Entrepreneurship Festival. Her præsenterede de unge deres idéer online for erfarne erhvervsfolk, fik sparring og kunne teste sig selv af som iværksættere. Ugen kulminerede torsdag og fredag med store awardshows, hvor præmier for 300.000 kroner blev uddelt til iderige elever og studerende, og hvor blandt andre Camilla Ottesen og Brian Lykke var værter.

 

Festivalen bød som noget nyt også på et undervisningsforløb, hvor lærere og elever hver dag kunne være med online for prøve kræfter med innovation og entreprenørskab i undervisningen. Her blev de guidet igennem af to farverige og engagerede værter, Josephine Jack Eiby og Aslak Gottlieb.

 

Danish Entrepreneurship Festival 2021 er arrangeret af Fonden for Entreprenørskab med støtte fra William Demant Fonden, Dansk Industri, Facebook, Nordea, Odense Kommune, Otto Bruuns Fond, Taurus ejendomsadministration og Colliers international.

 

Æstetiske bikuber, robot til mørtel og nyt alternativ til tofu og kød

 

Der var mange kreative og originale idéer til Danish Entrepreneurship Festival 2021. Stort tillykke til alle vinderne – se dem herunder. Og tak til alle deltagere, både elever, studerende, lærere, undervisere, frivillige dommere, værter samt Fondens og festivalens partnere!

 

Se alle vinderne her:

Da Vinci

1. plads: Team Teambox fra Uddannelsescenter Holstebro: En stigefod til forskellige underlag, som skal gøre stiger mere skridsikre og på den måde undgå faldulykker på arbejdspladser.

2. plads: KMN fra Uddannelsescenter Holstebro: Æstetiske og vedligeholdelsesfri bikuber, der kan skabe styrke biodiversiteten

3. plads: ABCD fra Uddannelsescenter Holstebro: HØN Studios laver unisex smykker lavet ud af plastik fra havet i en prisklasse så også unge kan købe bæredygtige smykker.

 

Projekt Edison

1. plads: Green Fitnezz fra Kobberbakkeskolen, afd. Rønnebæk i Næstved: En måde at omdanne den energi, man skaber i et træningscenter, til elektricitet eller varme.

2. plads: Shower watch fra Søndersøskolen i Søndersø: Et badeur, som begrænser ens forbrug af varmt vand, når man går i bad.

3. plads: My Trash fra Skovlunde Skole, afd. Rosenlund i Ballerup: En app, hvor man kan få point for at samle skrald, som så kan veksles til at plante nye træer og buske.

 

Kickstart Programme

1. plads: De 10 bud fra CELF: En metode til at bruge overskudshalm til at lave brandsikker isolering i huse, som sikrer større klimavenlighed ved nybyggerier.

2. plads: WEMEET fra Campus Vejle: En app, der samler alle foreninger i Danmark, så man har overblik over mulighederne og adgang, så man kan tage socialt ansvar og forebygge ensomhed.

3. plads: Mørtebør fra Syddansk Erhvervsskole: en robot der skal kunne transportere mørtel rundt både inde og ude, og i højden, så murere ikke får ondt af at slæbe rundt på mørtelen

Bæredygtighedsprisen: Team panterne fra CELF: En ide til at sikre at slikemballage i højere grad bliver lavet af genbrugsplast ved at skabe et nyt pantsystem for slik-plastikemballage.

 

Idekonkurrencen

For grundskoler: Grab it fra Strib Idrætsefterskole: Et silikonebånd som gør det lettere at drikke af kopper for folk med formindsket kraft i fingrene, fx pga. gigt eller sclerose.

For ungdomsuddannelser: Vivi Sizing fra Svendborg Handelsgymnasium: En virtuel garderobe, så man online kan prøve tøjet og undgå at så meget tøj skal sendes retur som i dag.

For videregående uddannelser: By Cavour fra UCN: Produktion og salg af vandtætte ridebukser i god kvalitet

 

Mikrolegatmodtagere:

HØST fra DTU: De vil mindske madspild ved at forlænge levetiden på frugt og grønt. De vil implementere en UVC-løsning i plantagerne, som desinficerer for svampe og andre mikroorganismer på overfladen med 99%.

Tempty Foods fra Københavns Universitet: Vi skaber sunde, velsmagende og bæredygtige alternativer til tofu og kød fra mycelium, som er en proteinrig ingrediens produceret ved svampegæring.

Zimble Budget fra Erhvervsakademi Dania: En online budgetløsning, der som den første i fintech-branchen automatisk udarbejder og løbende opdaterer personlige budgetter for forbrugerne.

Safeetrade fra Copenhagen Business School: En markedsplads for brugt gaming udstyr med dertilhørende formidlingsservice, der letter online genbrugshandel med mellem private.

SD Management fra Aarhus Universitet: En løsning der skal forebygge stress og mistrivsel i danske virksomheder, via løbende at kunne analysere medarbejdernes stress-og trivselsniveau

 

Se fotos af alle vinderne på Danish Entrepreneurship Festivals hjemmeside